Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHANNES C. H. R. STEENSTRUP
mærker i disse snart, at digteren er inde på områder, hvor han arbejder
tungt og langsomt. Det naturlige udtryk aflöses her af smaglöse og
sögte vendinger, som til ex. når jomfru Marie kaldes den kongelige
nymfe og satan hedder Enkeladus efter den af giganterne, som Jupiter
lagde under (Etna. Jean Le Houx gav endelig af sin lille formue nogle
belöb til gejstlige stiftelser og hensov derpå midt i året 1616. Man får
lige som et indblik i den kamp, Le Houx måtte bestå med sin poetiske
genius, ved at se hans originale manuskript i Caen. Man vil ved de 16
sidste sange mangen en gang finde sat et »fin», som åbenbart skal for
stås således, at den pligtopfyldende kristen bestemte, at nu skulde der
ikke digtes mere i denne verden. Men musen var ikke til at modstå,
og ikke længe efter måtte »fin» overstreges og en ny sang indföres. Så
ledes går det fierc gange, men til sidst kunde han dog skrive ved den
sidste i bogen: »denne sang bör være den allersidste».
Nu vil man med rette kunne spörge: men hvad bliver der så til
bage af Olivier Basselins berömmelse? Er da alt det, som man hidtil
har knyttet til Basselins navn, hans mölle og hans glade levnet, er det
falskt og fejlt lige ned til Longfellows smukke digt? Xej, således er
det ikke, en del af den gamle tradition lader sig bevare, om den end
får et noget forandret udseende. Der er ikke mindste tvivl om at Basse
lin har existeret og været valkemoller; både Jean Le Houx og andre
O 7 O
forfattere på hans tid omtale ham eller forudsætte hans existens som be
kendt. Det var mod slutningen af de engelske krige at Basselin og
hans kammerater fyldte Vires dale med deres glade sange; thi der havde
her som mange andre steder i de franske provinser dannet sig en kreds
af mænd med vid og ånd, som i glade samlag hyldede munter selskabe
lighed med livlige, satiriske viser og lystige indfald. Da nu krigen med
englænderne bröd ud påny, greb disse »compagnons vaudevirois» til våben
og i stedet for drikkeviserne löde nu politiske og krigerske sange. Basse
lin var förer for kammeraterne, som tidligere i freden, så nu i krigen.
Der er bevaret en og anden sang, som måske med rette tillægges ham,
således en krigssang, der ånder varm fædrelandskærlighed. Basselin vandt
et betydeligt navn, og det föltes som en offentlig og almindelig sorg, da
han faldt i kampen. Dette sidste fremgår bl. a. af en rorende gammel
sang, hvori det hedder: »Ak, Olivier Basselin, skulle vi aldrig mere spörge
nyt fra dig? Englænderne have gjort ende på dig og din lystige færd.
Lige til St. Lo i Cotentin, iblandt så mange fortræffelige fæller, aldrig
så jeg nogen så prægtig kammerat». Men til en bestemterc tegning af
564
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
