Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHANNES C. H. R. STEENSTRUP.
Vor naborske ei klager,
men smiler kun, såsnart
og hendes husbond tager
i fælles udlæg part.
Hun frugten for os söder
med munterhed i blik,
ug snart i kredsen moder
og smager af vor drik.
Der er sagt om disse vers, og med fuldkommen ret, at de kunde
tjene som text til et billede af Teniers eller Ostade.
Endelig behöver man kun at kaste et blik i hans digtsamling for
at se, hvor beundringsværdig let og melodiöst hans vers falde og hvor
ledes hans stil er så kunstlös, som netop stilen er hos sande mestre.
Hans vers ere af den mest forskellige bygning; de slutte sig udmærket
til versindholdet, og han véd ret ofte, til ex. i refrainet, at skifte vers
form på den mest pointerede og tiltalende måde. Som et exempel ville
vi anföre visen Nr. 82, hvor han melder sig som en solidt skipper, der
i en storm har mistet hele sin kostbare ladning af vin; i omkvædet slår
pludselig sömandstonen om, og her lyder i to langspundne linier en
tiggende bön om, at man for guds skyld vil give en stakkels skibbruden,
der har mistet alt på havet, noget at drikke. Det er umuligt andet end
at disse digte må have været monstre og forbilleder for den senere
franske digtekunst, og dette bekræfter sig også fuldkomment. Således
vil man i Malherbes stancer til Duperrier finde rythmer som hint vers
til den rode næse, og nogle bekendte smukke strofer i J. B. Kousseaus
ode til grev du Luc ere dannede efter et andet digt af Le Houx »ayant
le doz au feu». Men denne formens lethed, denne sirapelhed og natur
lighed i valget af æmnet, denne glade übekymrethed, som kommer frem
i alt hvad han skrev, berettiger os til den dom, at Le Houx var sin tids
Deranger. Det må vel også erkendes, at der dog er noget sandt i hvad
Voltaire en gang har udtalt, at de franske have utallige viser og cou
plets, som kunne måle sig med grækernes og som selve Anakreon vilde
have sunget.
Men Le Houx var den sidste af vaudeviristerne i Basse-Normandie.
Der kom vel senere lidt efterklang, men så hendöde denne glade natur
lige sang, og man vilde have digte i mere pompös stil. På samme tid
som Ludvig XIV lod de hollandske genremaleres stykker bringe på loftet
som »marekatte», på samme tid glemte man den sang, der ligner hine
billeder mest. En fölgende tid og især vort århundrede har atter vidst
572
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
