Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DAAE, NORSKE BYGDESAGN.
logie, II p. 109, o. li. st. I Fyresdal var det et par gjenter, som vilde
deltage i de valfartendes bedetjenste om jonsoknatten. Allerede et
stykke bortefra så de, det lyste i kirken; i sin frygt for at komme
forsent skyndte de sig frem og ilede hurtig opefter gulvet. Men de
mange blege ansigter gjorde dem bringeklemte, og deres angst steg,
da hele menigheden ved synet af dem strömmede mod dören. Af
almuen kjendte de ikke andre end sin afdöde bedstemor, som stansede
og sagde til dem: »Kot vi’ di her, drosinne mine? skonde dikkon ut
atte, ’ellå drepe dei dikkon!» Gjenterne slap uden skade hjem, men
dødningerne fulgte dem lige til porten; og siden var der ikke mange,
som turde gå til Hegglandskirken om natten. Sagnets slutningsord
synes at antyde en medvirkende grund til (eller en folkeforklaring
af) jonsokvakens ophor i Hegglands kirke.
Af de gjennem århundreder nedarvede hestekampe, som i lange
tider holdt sig i Setesdalen og Telemarken, leveres (p. 58) en interes
sant skildring. Efter meddelelser fra presten Möglestue i Bygland
til Jörgen Moe (fra 1847) hidsættes endnu nogle træk. Et skei er
egentlig en flad vei på en mo, svarende til vor kjöre- eller ridebane.
»At ride på skei» brugtes forhen både i Bygland og Valle den förste
söndag efter hjemkomsten fra heien sidst i august. Skeiet var fælles
for de nærmestliggende gårde eller grænder og bestod dels i kaprid
ning, dels i hestekampe. To af de stærkeste og væligste hingste,
skarpskode med usædvanlig lange, spidse græv og hager, hidsedes mod
hinanden og sloges om en hoppe, der blev holdt af en håndfast karl-
Når ridtet var tilende, tilbragtes aftnen med dans og lystighed, under
hvilken bræudevinsskålen og ölbollen flittig gik rundt. Skeiriduingen
havde dengang ikke fundet sted siden 1828 å 30. I fölge Aug. Schnei
der’s utrykte optegnelser var »skeisunnlaurdagen» ikke den samme
dag i hvert præstegjæld; Valleskei holdtes sidste lördag i august,
Hyllestads ugen för. Den dag havde tjenestefolk i almindelighed ar
beidet sig fri til middagstid, da man samledes til skeiet. Brændevin
og niste förtes med som til gjæstebud, og medens mændene mödtes
på vollen, hver med sin »skeistang» af seig bjerk eller hasi vel en
favn lang og passe tyk —, strømmede kvinder og börn op på tagene
på de omliggende gårde. En nulevende mand mindes som gut at
have set skeiet fra et skåletag, hans kone fra et löetag. Der sloges
en ring om »floten» (vollen), og når »skeimærren» var fört frem, slap
man folerne mod hinanden. Den bedste hest fra de sidste skei min
des endnu i dalen; den var kun to alen höj, men var ligefuldt »skei
fole» i en lang række af år; den kaldtes »Boteblakken» og gik mellem
liere ejere. Der var dem, som opalede gjödede heste i heien ene for
skeiets skyld, og der gaves ikke få slige »ivigongshestar» i den tid, da
alle skulde have hest og være med. På »leikvodden», hvor kaprid
niugen foregik, var der drik og dans og handel. Folk indfandt sig fra
589
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
