Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De norske Folkeeventyr. (Max Müller)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Overgangen fra en Mythe til en Historie i Eventyret om den vilde Jæger,
der oprindelig var den germaniske Gud Odin. Han vilde have
kunnet gaa endnu længere tilbage, fra Odin, Jægeren, til Indra,
Stormens Gud, i Veda og fremover fra Hellequin i Frankrig til «le
grand veneur» i Skovene ved Fontainebleau.
[1] Den behændige
Skytter Wilhelm Tell, hvis mythiske Karakter Dasent stiller udenfor
al Tvivl, er det sidste Gjenskin af Solguden, enten vi nu kalde ham
Indra eller Apollo eller Ulysses. Deres Skud ere ufejlbare. De
træffe Æblet eller hvilketsomhelst andet Punkt og sine Fiender med
den samme Bue. De utallige Historier om alle disse Prinsesser og
Dronninger, som hensmægte i mørke Fængsler og altid befries af
unge, straalende Helte, lade sig alle føre tilbage til de Myther, som
handle om Vaarens Befrielse for Vinterens Baand, Solens Udløsning
af Nattens Mørke, Dæmringens Tilbagekomst fra det fjerne Vesten
eller Vandets Forløsning fra Skyens Fængsel. I Veda-Sangene, i
hvilke Naturens Magter endnu neppe have antaget en fastere
guddommelig Personlighed, læse vi om de Skatte, som Lysets Gud
gjenvinder fra de mørke Skyer. Disse Skatte ere den efter et
heftigt Tordenvejr kommende Regn. Snart hede de Kjør, som af
Røvere holdes skjulte i Huler, snart Gudernes Hustruer, som blive
Fiendens. Deres Fangenskab kaldes en Forbandelse, og naar de
udfries fra det, prises Indra, for at han har ødelagt «Høstens syv
Slotte». I Veda-Sangene heder Ransmanden eller Fienden «Ormen
med de syv Hoveder».
Ved Kristendommens Indførelse forsvandt de gamle Guder, men
Sagnene om dem vilde ikke dø for det. De kunde nu ikke
fortælles om Guderne; thi de vare døde eller — endnu værre —
forvandlede til onde Væsener. De paadigtedes derfor Helgener og
Martyrer, og mangen Apostel fik optræde i gamle Dragter, som
havde været Odins eller nogen anden Guddoms Eje. Den aller
besynderligste Rolle spillede herved Fanden i sin halvt kristelige,
halvt hedenske Dragt. De ariske Folkeslag havde ingen Djævel.
Pluto var, trods sit mørke Anstrøg, en respektabel Personlighed,
og skjønt Loke var en ondskabsfuld Knegt, var han alligevel ikke
nogen Djævel. Ogsaa Hel saavelsom Proserpina havde seet bedre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
