Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sprogudviklingen i Norge. (J. Løkke. 1868)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I alle tre Lande havde Sproget antaget den moderne Karakter, der
bestemt adskilte det fra det tidligere gamle Sprog.
Reformationen gjorde Epoke med Hensyn til Sprogudviklingen
i Norden. Ved den afsluttedes endelig det Gamle og indlededes
det Nye. Sverige fik sin Bibeloversættelse i 1541, Danmark sin i
1550, og denne blev ogsaa Norges. Det er ikke tænkeligt, at det
norske Folk havde taget den danske Bibel, hvis den havde været
dem aldeles uforstaaelig; der var ovenikjøbet et Valg at gjøre; thi
man kunde taget den islandske Bibel, af hvilken det nye
Testamente var bleven oversat allerede i 1539 af Odd Gotskalkssøn.
Der er heller intet Tegn til, at der i denne Henseende har været
øvet nogen Tvang, og det sees heller ikke, hvorfor den danske
Regjering, der lod Odd Gotskalkssøns Oversættelse gjennemse af
de kjøbenhavnske Professorer og derpaa udgaa med kongeligt
Privilegium, skulde have villet lægge Hindringer ivejen for en lignende
Foranstaltning fra Norge, om det var bleven forlangt. Ogsaa den
Maade, hvorpaa Reformationsværket blev drevet i Norge, udelukker
enhver saadan Tanke. Uforkastelige Vidnesbyrd om
Sprogforholdenes sande Beskaffenhed er fremdeles den Omstændighed, at indfødte
Nordmænd ved denne Tid begyndte at forfatte Oversættelser af de
gamle Sagaer eller Kongebøger, ligesom ogsaa af de gamle Love,
hvormed der fortsættes henigjennem Aarhundredet, indtil det
afsluttedes ved Peder Claussøns Oversættelse af Snorre.
Saaledes knyttedes Baandet mellem Sproget i begge Lande
stedse fastere og fastere. I Danmark har man aabenbart gaaet ud
fra den Forestilling, at Sproget paa begge Steder var et og det
samme: medens det i Danmark kaldtes dansk, kaldte Regjeringen
det norsk i Sager, som angik Norge. At dette Sprog ikke faldt
aldeles sammen med vort Lands Bygdemaal, er lige saa vist, som
at dette ikke er Tilfældet den Dag idag; derimod turde det nok
hænde, at Afstanden mellem begge dengang var i en vis
Forstand ikke større, snarere mindre end den nu er. Vort nuværende
Skriftsprog er nemlig ikke det 16de Aarhundredes. Skriftsproget
som det Sprogmiddel, hvorigjennem den almindelige Kultur optages
og forarbejdes, befinder sig i en stadig og fortsat Udvikling.
Folkesproget er mere stationært.
Paa Reformationstiden havde Sproget, hvad Ordenes Former
og overhovedet Bøjningslæren angaar, i alt Væsentligt faaet den
Skikkelse, det siden har beholdt; de Forandringer, som det efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
