Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sydvaranger. (J. A. Friis. 1871)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og triste Klippekyst, hvor intet Træ voxer, neppe nok en Busk
formaar at spire frem, og kommer til den sydlige Bred af
Varangerfjorden, vil man blive behageligt overrasket, idet man sejler ind
igjennem en af de tre dybe Fjorde, Jarfjord, Bøgfjord eller
Neidenfjord, som gjennemskjære dette Landskab. Allerede i Mundingen
af disse Fjorde optræder Birken buskformig og dækker i Forening
med forskjellige Lyngarter enkelte Partier af Kystens golde
Granitfjelde. Kommer man til Bunden af Fjordene, faar Landskabet en
endnu blidere Karakter, idet Birketræerne blive anseeligt større, medens
frodigt Græs dækker Standbredderne. Endnu en halv Mil længere
indover fra Fjordbunden træffer man paa store, sammenhængende
og ret frodige Furuskove.
Sydvaranger gjennemskjæres af tre store Elve, Jakobselven,
Pasvigelven og Neidenelven. Alle tre ere ypperlige Laxeelve. Den
største Vandmasse og den største Fiskerigdom har dog Pasvigelven,
ogsaa kaldet Klosterelven, fordi Laxefisket i Elven engang tilhørte
Pejsens Kloster. Enaresøen, hvis Fladeindhold skal være sex geografiske
Kvadratmil, har nemlig gjennem den sit Udløb i Bøgfjorden. De
smukkeste og interessanteste Trakter findes ogsaa langs Pasvigelvens
Bredder, ind imod Enaresøen. Paa en Strækning af omtrent 9 Mile
danner Elven Grændsen mellem Norge og Rusland.
I Sydvaranger, ligesom i Finmarken, hæver Landet sig ikke
nogetsteds op til høje, imponerende Fjelde. Naar man derfor er
kommen omtrent et Par Mile op langs Elven og bestiger en af de
højeste Aaser, har man en overmaade vid Udsigt. Men hvad der
vil forundre enhver, som kommer til Finmarken med de almindelige
Begreber om Vegetationsforhold under 69de—70de Breddegrad, er,
at man her baade sydover, vestover og østover milevidt intet andet
ser end et Hav af Furuskov, hvorigjennem Pasvigelvens brede Flade
slynger sig, og enkelte af de mange Indsøer glimte frem, som Elven
danner paa sin Vej mod Kysten. Saalangt Øjet naar, bestaar Landet
kun af bølgeformige Aaser, skovbevoxede lige til Toppen, naar
undtages en enkelt bar Kolle langt sydpaa — omtrent 7 Mil fra
Kysten — kaldet Galggo-Varre eller Kjærringfjeldet.
Furuskoven begynder at blive tæt, naar man er kommen et
Par Mile opover langs Elven eller — med andre Ord — sydover.
Den staar da baade tæt, høj og temmelig svær, saavel langs
Elvekanten som langs Indsøbredderne, lige ud paa de yderste
fremspringende Næs, endnu tildels temmelig urørt af Øxen, ialfald længere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
