Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 48 —
ikke konstitutionelt ansvarlig for sin befatning
med norske anliggender. Dette forhold har
naturligvis været kilde til misnøie fra norsk side,
særlig efterat den opfatning vandt indpas, at det
konstitutionelle monarkis princip også må
gjen-nemføres i udenrigske sager. Men indtil 1885
var det dog en vis ligestillethed mellem de to
riger i forhold til udenrigsministeren, idet han
også i Sverige stod i et mer personligt forhold
til kongen. Efter den svenske grundlov af
1809 hadde kongen, som den tids skik var,
umiddelbar befatning med diplomatiske sager,
han kunde personlig la dem forberede efter eget
tykke, men han kunde ikke i samme
udstrækning som i Norge unddra dem fra
statsråds-behandling, idet han måtte la dem foredra af
udenrigsministeren i saakaldt ministerielt
statsråd, d. v. s. i nærvær dengang af en anden
svensk statsråd (enkelte sager måtte foredras
i fuldstændigt statsråd). Følgen heraf blev at
udenrigssager som angik begge riger, blev
behandlet på samme vis som de udelukkende
svenske sager. Dette forhold blev noget forbedret
ved en kongelig resolution i 1835, hvorefter den
norske statsminister i Stockholm eller en anden
norsk statsråd skulde være tilstede i det svenske
ministerielle råd, når diplomatiske sager som
vedgik Norge, foredras for kongen.
Det derpå følgende storting (1837)
udtalte i en adresse sin erkjendtlighed overfor
kongen i den anledning, men tillige at det bare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
