Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
<332
NORDLANDS AMT.
melsalen, hvor Gud sad paa sin trone, omgiven af engle og
salige, og mellem dem den levendes broder og forældre.
Et russisk eventyr i Ralstons «Russian Folk-Tales > har bl. a.
et træk, som stemmer med fortællingen om «Glædens Skaal» i
det norske eventyr fra Brunkeberg om den dode julegjæst.
Mellem mange af versionerne i disse to hovedgrupper er der
i det hele overensstemmelse i adskillige træk.
I gamle dage boede i en landsby to unge mænd, som var
meget gode venner og betragtede hverandre som brodre. De
traf den aftale, at den af dem, som først giftede sig, skulde
indbyde den anden til sit bryllup, enten denne anden var levende
eller død.
Efter et aars forløb blev den ene af dem syg og døde, og
et par maaneder derefter skulde den anden gifte sig. Han
samlede sine slægtninge og gik for at hente sin brud. Paa
veien kom han forbi kirkegaarden, og brudgommen tænkte paa
sin ven og paa aftalen. Saa standsede han hesten og sagde:
«Jeg vil gaa til min vens grav og bede ham komme og glæde
sig ved mit bryllup; han var mig en god ven.» Saa gik han
til graven og raabte hoit: «Kjære ven, jeg indbyder dig til mit
bryllup.» Graven aabnede sig pludselig, og den døde kom op og
sagde: «Tak, broder, at du holdt dit lofte. Forat vi kan feire
denne lykkelige hændelse, saa kom ind i min bolig og lad os
drikke et godt glas sammen.» «Jeg skulde gjerne, hvis ikke
br}rllupsfolget stod udenfor; de venter paa mig.» «Ei, broder,
det tager ikke lang tid at tømme et glas,» sagde den døde.
Brudgommen hoppede ned i graven, og den døde skjænkede ham
et glas; han drak det ud, og hundrede aar gik. «Tom et glas
til, kjære ven,» sagde den døde. Han gjorde det, — to
hundrede aar gaaet. «Nu, kjære ven, tøm et tredje glas,» sagde
den døde, «og gaa saa i Guds navn lien og hold bryllup.» Han
drak det tredje glas — og tre hundrede aar var gaaet. Den
døde tog afsked med sin ven, laaget paa kisten faldt i, og
graven aabnedes. Brudgommen saa sig om. Hvor kirkegaarden
havde været, var der nu øde land. Der var ingen at se, ingen
slægtninge, ingen heste. Rundt omkring voksede nesler og høit
græs. Han ilede til landsbyen, men landsbyen var ikke som
før. Husene var andre, og folkene var fremmede for ham. Han
gik til præsten, men det var ikke den præst, som var der før.
Brudgommen fortalte ham, hvad der var hændt. Præsten søgte
i kirkebøgerne og fandt nu, at for tre hundrede aar siden var
følgende hændt: En brudgom var paa bryllupsdagen gaaet til
kirkegaarden og forsvandt. Da nogen tid var gaaet, havde hans
brud ægtet en anden mand.
Nær beslægtet baade med dette russiske og de nordiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
