Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NATURT.IG BESKAFFENHED.
81
yngre formationer bliver fjordene aabne, udækkede havaabninger
af stor bredde, fjeldene faar mere af plateauformen med en ensom
høifjeldskarakter, og ud mod havet falder fjeldene ofte af i golde
styrtninger.
I Tromsø amt dækkes landet næsten overalt af store øer
ud mod havet, men dette er i Finmarken kun tilfælde i den
vestlige del. Landet ligger i det hele mere aabent mod Ishavet
med megen taage og orkanagtig storm og et ublidt veirlig.
I amtets vestlige del paa Bergsfjordhalvøen og paa nogle
af de store øer er der vistnok ogsaa høit land af gneis og
gabbro, som danner tinder med botner og store bræer, og som
er gjennemsat af talrige smale fjorde, der oftest er botnfjorde
eller sækkefjorde.
Men disse landskaber ligger ikke i den grad tilskue for dem,
der ikke foretager særlige fjeldvandringer. De vilde alpeformer
taber sig nordover ud mod havet, skjønt laudet ogsaa her er øde
og vildt nok.
For de steile styrtninger ud mod havet, der ofte er nes og
forbjerge, har man i Finmarken et særegent navn, idet man kalder
dem næringer. Der er, saa snart man kommer op for styrtningen,
forholdsvis flade, vide, oftest øde plateauer.
Saavel Nordkap som Nordkyn er næringer, og næringer krandser
i det hele Finmarkens kyst, hvor landet gaar med høider ud mod
havet.
Keilhau, der seilede ind mod Nordkyn i taaget veir, har
skildret denne næring:
«Endelig hørtes dumpe brændinger; vi nærmede os forsigtig
og saa nu glimt af de brudte bølgers hvide, høit sprøitende fraad.
Men de sorte, flere hundrede fod høie fjeldvægge, mod hvilke
fraadet slyngedes, dulgte sig i taagen, næsten lige indtil baaden
berørte dem; thi brændingen syntes endnu at være fjern, idet vi
paa en gang var næsten midt deri. Der blev hurtig» dreiet af,
og vi gled med nød forbi en sort, spids klippe, hvorpaa en mængde
skarv udslog sine vinger og fremrakte sine lange halse. Denne
nordiske pelikan, som er sort og langt mindre end en gaas,
udstrækker i flugten sin lange hals paa en meget hæslig maade.
Siddende har den en kneisende, kjæk holdning; den pleier da
gjerne halvt at udslaa eller ligesom udhænge sine vinger med en
sagte slagbevægelse, for at tørre sin fjær i vinden, og ligner i
denne stilling ørnene paa adelsvaaben og gamle skjoldmærker.
I taagemørket viste disse fugle sig baade meget større og af en
mere usædvanlig figur end ellers, og det hele, hastig forsvindende
syn fremkaldte forestillingen om hin af de gamle digtere skildrede
indgang til underverdenen, hvori de hensatte harpyerne.
Taagen faldt ganske i det sortbrune og var saa tyk, at man
6 — FiDmarkens amt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
