Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
586
KKISTI ANS AMT.
idag, fordi veiret er vaadt; han vil synes eder forfærdelig og
vældig, og jeg tænker, at I vil gribes af rædsel, naar han
kommer paa thinget. Men siden du siger, at eders gud kan saa
meget, saa lad ham nu gjøre saa, at veiret imorgen bliver skyet,
men ikke regn, og lad os da mødes her.» Siden drog kongen
hjem til herberget med Gudbrands søn som gidsel, kongen gav
dem en anden mand til gjengjæld. Om kvelden spurgte kongen
Gudbrands søn, hvorledes deres gud var skabt. Han sagde, at
han af skabning var som Tor, og han havde hammer i
haanden, var stor af vækst og hul indeni; under ham var der gjort
som en hjell; paa den stod han, naar han var ude. Der
manglede ikke guld eller sølv paa ham; de gav ham fire lever brod
hver dag, foruden kjød. Siden gik de tilsengs, men kongen
vaagede om natten og holdt paa at bede. Da det blev dag,
gik kongen til messe, derpaa tilbords og saa til thinget; men
veiret var saa, som Gudbrand havde ønsket. Da stod biskopen
op i sin messekaabe og havde bispehuen, mitra, paa hovedet og
krumstav i haanden. Han lagde ud om troen for bønderne og
fortalte mange underlige gjerninger, som Gud havde gjort, og
han endte sin tale vel. Da svarede Tord Istermage: «Mangt og
meget taler denne mand med horn (bispehuen havde to spidser
som horn); han har en stav i haanden, som oventil er krum
som et væderhorn ; men siden du og lian siger, at eders gud
kan gjøre saa mange underlige gjerninger, saa sig til ham, at
han imorgen for solrendingen lader det være klarveir og solskin,
saa skal vi modes her og gjøre et, af to, forliges om denne sag
eller holde slag.» Dermed skiltes de for den gang.
Der var en mand med kong Olav, som hed Kolbein Sterke;
han havde sin æt fra Fjordene. Han var stadig rustet med
sværd i beltet og en stor klubbe i haanden. Kongen sagde til
Kolbein, at han om morgenen skulde staa nærmest ham. Saa
sagde kongen til sine mænd, at de om natten skulde bore hul i
alle bøndernes baade og ride deres heste bort fra de gaarde, hvor de
var; og det blev gjort. Kongen bad hele natten til Gud om, at
han af sin naade vilde løse dem af denne knibe. Da kongen
havde hørt messen, og det led mod dag, drog han til thiugs.
Paa thinget var der endnu kun nogle bønder, men de saa en
mængde bønder komme bærende mellem sig et stort billede, helt
prydet med guld og sølv. Bønderne paa thinget sprang op og bøiede
sig for dette skræmsel. Det blev sat ned midt paa thingvolden;
paa den ene side sad bønderne, paa den anden side kongen og
hans mænd. Saa stod Dale-G ud brand op og talte: «Hvor er nu
din gud, konge? Jeg tænker, han nu bærer hageskjægget
temmelig lavt; og det ser ud til, at du ikke er saa overmodig idag
som forrige dag, og heller ikke manden med horn, som 1 kalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
