Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIX. Sandsten og Krystal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ist 522 —
Ak! Hvad hjælper det at ei dette ?
Det Uskjønne har ingen Ret at være til i
Skjønhed elsker bare Skjønhed,
April vender Ryggen til Januar.
En Morgen, da hun vaagnede, saa hlin to
Vaser fulde af Blomster i sit Vindu. Den ene
tar af Krystal, meget smuk og straalende, men
revnet; Vandet, som havde været i den, var
sivet ud, og Blomsterne var visne. Den anden
var af Sandsten, plump og simpel, men Vandet
var i den, og Blomsterne havde holdt sig friske
eg smukke.
Jeg ved ikke, om hnn forbandt nogen Tanke
med det, men Esmeralda tog den visne Buket
og bar den i Brystet hele Dagen.
Den Dag hørte hun ikke Sangen fra Taarnet.
Det tog hun sig ikke nær. Hun tilbragte
Dagen med at kjæle for Djali, med at holde
Udkig med Huset Gondelauriers Port, med at
tale sagte med Føbus og med at kaste sit Brød
til Svalerne.
Hun hverken saa eller hørte mere
tilQuasf-modo. Den stakkars Klokker var som forsvundet
fra Kirken. En Nat, da hun ikke kunde sove,
men laa og tænkte paa sin smukke Kaptein,
hørte hun imidlertid en sukke tæt ved sin Celle.
Hun stod forskrækket op og saa ved Maanens
Skjær en uformelig Masse ligge udenfor Døren.
Det var Quasimodo, som sov paa Stenfliserne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
