Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste september - Ogsaa en stemme i raadet fra en stemmeløs (af C. C.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dette, udgaar ogsaa af den tilbedende hengivenhecl, hvormed alle
kvinder sluttede sig om frelseren; medens der er nok af onde, hade
fulde mænd, nævner det nye testamente ikke en eneste kvincle i hans
næihed, der ikke var god, eller blev det. Ja han, Kristus den
relfærdigc, var den sande kvindebefrier, der, idet han afvæbnede
styrkens raa magt, udfyldte afgrunden mellem mand og kvinde og
oprettede et lighedsforhold, der er det eneste sande, som vi maa gaa ud
fra, eller shdle vi retttere sige vende tilbage til.
Det er dette af Kristus seiv indstiftede forhold, der aldrig kan
ophæves. Hvor det sker, synker samfundene sammen Historien kan
fortælle det. Ingen af parterne kunne existere uden i denne nære,
inderlige sammenhæng med hinanden. Hvor manden vil løsrive sig i
selvstiftet frihed, drager han kvinden med i fordærvelsen ; vil han
rettelig beholde hende, maa han bøie sig til hende. I ret aand at
befæste og opretholde dette sambaand bør være maalet for alle sande
emancipationsbestræbelser. Hvor dette maal lades ude af syne, ville
de udarte til afmægtige forsøg, jämmerligt flikværk!
Thi desværre, det har ikke bestaaet gjennem tiderne, dette af
Kristus indstiftede forhold. Kløften har stadig udvidet sig. Den raa
styrke har gjentaget sin mon, ikke det mindste mindre raa, mindre
brutal, fordi den optræder modificeret efter vore mere slebne kultur
forhold, og dobbelt ulykkelig staar kvinden der med sin trang og
villie til opofrelse og hengivelse, fordi hun forstaar nu, hvad hun
dengang var for nedværdiget til at forståa, sin forfærdelige skjæbne:
at maatte spilde paa den raa stijrke, hvad hun hin vilde yde skaansélen
og hjerligheden.
Nåar derfor vor tids mænd stadig vedbliver at hente retfærdig
gjørelsen for sin uret mod kvinden paa testamentlig grund, saa paa
staar vi, at det beror paa enuredelighed; thi disse udtalelser af frel
serens eller apostlernes mund ere myntede paa den evangeliske mand,
og da vor tids mand saa temmelig har emanciperet sig fra denne
evangeliske fælleslov, har han med retten til at kræve den i sin
strenghed overholdt af den anden svagere halvdel tillige tabt retten
til at hente sine beviser paa den grund.
At vi hos os har en overflod paa bibelfortolkere og anvendere,
faldér ligesom af sig seiv. I alle samfundsforhandlinger, hvor der
maaske kan være tale om at vinclicere en fattig liden kvindelig fordel
eller rettighed, ville de aldrig mangle. Vi kunne ikke tilbageholde
den formening, at det vilde være fortjenstfuldere, om vi bestræbte os
for at rydde lidt op blandt det, vi allerede havde af den art, og som
nu, fuldstændig utillempelig tidens behov, som tomme formler klæbe
blandt andet ved visse af vore kirkelige forhandlinger og ceremonier.
Vi ville blot erindrc om vort vielsesritual. Det synes, dette vielscs-
259
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
