Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. 1ste november - Nikoline Sundt, f. Hansen (red.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
det paagaaende kvindesagsarbeide. (Til „Nylændes" redaktion 23de
hefte, 3. aarg.) Ifølge dette maa forf. betegnes som staaende i høire
fløi blandt forkjæmperne. Mens hun hævder politisk og social uafhæn
gighed som gavnlig for kvinderne, idet det giver respekt, stiller hun
sig tvilende til tendenserne i den moderne kvlndeopdragelse.
Den hele artikel er præget af stor personlig elskværdighed. Som et
lidet stykke selvbiografi hidsætter vi følgende uddrag:
„Det var før Clara Rafaels tid, og jeg ved ikke nøiagtig, hvad der
i mit sind vakte spørsmaalet om kvindens stilling og væsen. Jeg læste
i den tid alt, hvad jeg kunde overkomme, og søgte efter lösningen.
Jeg havde en pinlig fornemmelse af, at vor stedbarnslod var bestemt
af selve naturen.
Jeg voxte op iet hus, hvor man mente det alvor!igt med arbeidet.
Far var en overordentlig flittig arbeidsmand, og mor tog sine smaapiger
med som haandlangere og til hjælp ved alt husligt arbeide; vi tog op
poteter, bagte brød osv. Ved siden deraf fandt hun ogsaa tid og lei
lighed til at holde skole med os. Hun førte os saavidt, at vi kunde
klare forstaaelsen af en fransk eller tysk bog. Vor yngste søster
bragte det videre, men hun læste med far.
At i en digters hus æsthetiske og i det hele aandige interesser
maatte ligesom ligge i luften, kan synes selvsagt. Uheldigt for mit
vedkommende var mangelen af, hvad jeg vilde kalde skole. Jeg deltog
med villighed i det forefaldende arbeide, endog med en vis iver, men
jeg havde den uvane at lade tankerne flyve afsted med fuldstændig
uvedkommende ting. En saare uheldig vane, som havde tilfølge, at
jeg blev et upraktisk menneske mit hele liv.
Kvindesagen var endnu ikke døbt, og emnet blev ikke direkte
behandlet i mit hjem. Efter unge menneskers skik lod jeg mig ikke
heller synderlig forlyde med min sorg og min søgen.
Saa var det at kjærligheden syntes at løse alle knuder. For
enet med en mand, hvis aandelige overlegenhed det var min lykke at
erkjende, svandt bibeludsagn, love og menneskelige fordomme ind til
smaating, som ikke vedkom os og vor lykke.
Omsorgen for husvæsenet og for børnene kom til at optage mig
i høi grad, i altfor høi grad. Ikke at gjerningen var eller syntes mig
for ringe ; men jeg arbeidede tungt, fordi jeg manglede indsigt i simple
og hverdagslige ting. I løbet af nogle faa aar blev jeg saa underlig
udenfor verden, saa fortrængt og bunden.
Aarene gik. Min mand var død og børnene voxne, da jeg blev
opmærksom paa, at min ungdoms klage var bleven et høilydt raab
udover den hele verden. Jeg var i udlandet, da vor förening stiftedes
herhjemme og skrev strax hjem. Der maatte jeg være med."
Nylænde, iste novbr. 189 1.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
