Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - For skole og hjem - Paa ski i maaneskin (H.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at se og høre. Hvad saa og hørte vi? Øde skogstrækninger, fjeld
bagom fjeld, vindens evindelige tuden — — — tankerne gik graat
i graat.
Da kom min lille 9-aarige skikammerat og foreslog: „Kom lad
os gaa en tur paa ski, det blir saa deiligt maaneskin i kvæld!“ Ja nok,
det var et ord i rette tid. Vi spændte vore nye, fine ski paa fødderne
og fandt snart en sti i skogen, som vi kjendte saa godt fra vore som
merture, og som slynget sig morsomt med smaa bakker hist og her.
Vel lidet sne var det endnu, men den som var, var frisk og skinnende
hvid, ikke noget ruskomsnusk fra vor smudsige jord havde faaet
skjæmme den endnu. „Skyernes sølverne skjær viste, at maanen var
nær“ — for at tale med fader Welhaven — og snart gled den ogsaa
høitidelig frem og tændte skogen i festbelysning. Alle trær var i fuld
galla, damerne i hvide kjoler og herrerne med „ulastelige skjortebryst".
Alt dette festlige smittet, vi slog om i feststemning vi med. Min lille
kammerat, som i den korte maaneskinsbelysning og med sin røde top
lue livagtig lignede en nisse, blev især munter. Han narret mig ud
over bakker og stup, som han klarte som ingen ting, men lo saa det
sang i skogen, naar jeg stupte, saa snespruten stod om os. Og han
greb övergiven de udstrakte grene og raabte: „Goddag, gamle kammerat“,
saa de ærværdige, skjæggede trær blev smittet af hans lystighed; de
kylte i lutter gemytlighed festdragten lige i hodet paa ham, mens gre
nene sprat let tilveirs. Men vi gled videre ned igjennem de smale
stier, hvor trærne stod tæt, og hvor maanelyset kun i striber faldt ind
hist og her, og ind paa en aaben plads, hvor det med engang blev
saa lyst, som naar lysekronen sænkes i theatret.
Det var jo ogsaa en festhal, vi var kommet ind i. Lyttende ska
rer af unge trær stod stille og hørte paa en gammel, ærværdig gran
holde foredrag om vore skoges uforlignelige skjønhed. Han „skalperte
ikke vore store digtere“ denne foredragsholder, heller ikke sa han, at
det ,,karakteristiske for nutidskvinden var hendes gaaen fra alt, hendes
negten af alt“, for da havde vi pebet ham ynkelig ud. Men nu viftet
vi med skistavene, mens de unge trær drysset sin hvide sne som blom
ster for talerens fødder. Efter denne ovation gled vi videre og kom
ud paa en pynt, hvorfra vi havde den mest storartede udsigt. Det
ene „vinterbillede“ efter det andet traadte frem, omrammet af maanenS
sølverskjær — — aha, vi var kommet ind i kunstnernes høstudstilling!
Derinde i byen havde de dekoreret med en gran med tre kongler i
toppen og karlsvognen over. Det hørtes saa morsomt og stilfuldt ud,
da jeg læste det, men nu? En gran og tre kongler 1 Her var tusen
graner og millioner kongler! og karlsvognen den var nu vor mindste
kunst at præstere ! Og selve billederne kunde sagtens konkurrere med
selve Thaulows. — Dette gik jo udmærket. Nu havde vi været baade
Nylænde, iste januar 1892, 13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
