Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. 15de marts - Hilde (foredrag af fru Olaug Løken)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Det var snilt, De vilde sidde hos mig; jeg trode, De skulde ind
til min mand,c siger Aline — og lægger sin haand venligt paa Hildes
nakke. Det er det moderlige hos Aline, som her ikke kan andet end
komme frem overfor barnet Hilde.
Og hos Hilde er det den varme, aabne natur, som ikke kan andet
end føle sig lykkelig og betale med solskin, hvor venlighed vises den-
Hilde „ser varmt paa hende*1 og spør, om hun er gla nu, naar de
skal flytte over i det nye.
Senere læser vi, at Hilde ,,ser deltagende paa hende£ ’ og siger;
„Stakkars Fru Solness! Først saa brændte det jo for Dem.“
Om lidt ,,lægger Hilde armene paa hendes knæ og ser varmt op
til hende.1“ Og da tilsidst fru Solness siger: ,,La os være venner,
frøken Wangel, kan vi ikke det?“ ,,kaster Hilde sig voldsomt om hendes
hals“ og udbryder; — ,,Aa, om vi bare kunde.,£
Hvorledes kan fr . Rogstad faa alt dette vakre, hjertevarme til at
bli den iskoide kokettes komediespil? Jeg forstaar det ikke.
Saa gaar fru Solness; og bygmesteren kommer fra haven op af
trappen. Et alvorligt drag lægger sig nu over Hildes ansigt.
Solness skotter mod den døren, Aline gik ind af og siger: „Har
De lagt mærke til, at saa fort jeg kommer, gaar hun?“
Hilde svarer: „Jeg har lagt mærke til, at saa fort De kommer,
saa faar De hende til at gaa“.
Hvor Hilde har lært meget af denne samtale med Aline. Hvor
det gode i hende er vokset! Hvor hendes syn har udvidet sig!
Men det kjendes ikke som lykke for stakkars liden Hilde da; hun
er rystet over den forandring, som tingene synes at ha undergaat.
Derfor spør ogsaa Solness hende, om hun fryser, og hun svarer:
„Jeg kom nu netop op fra en gravkjælder“.
Hilde er en lang stund ganske anderledes, end hun pleier. Hun
staar henfalden i tanker og stirrer ud over haven. Bygmesteren taler
til hende gang paa gang, men hun hører ham ikke, — svarer ikke.
Pludselig gjennemfares hun af en nervøs rykning, saa nikker hun
hurtig et par gange. Og saa vender sig og ser paa ham med store,
alvorlige øine:
Hilde har faaet en anelse om, at hun gaar paa vilde veie. De
rosenrøde skyer ser hun ikke længer — eller hun ser, at det, som var
rosenrøde skyer for hende, kan bli saa fulde af uveir og sorg for
pn anden.
Det gaar op for hende, at dette valkyrieforhold til Halvard Solness
— (ti noget i denne smag var det vel nærmest hun havde tænkt sig) —
yanskelig kan la sig bringe istgncl uden at ta endda mere bort af den
Mener Hilde med dette, at hun har begravet sit livshaab?
„ Jeg vil reise11 , — siger hun.
Nylænde, 15de marts 1893. 79
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
