- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 7. aarg. 1893 /
93

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. 1ste april - Paa jernbanen (O. L.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

naar vi begynder at kjøre, skal du se“. — — Og det blev det jo.
heldigvis! En smule luft fik man jo da ind. Begge de smaa fik der
paa redet ganske hyggelige senge paa den ene bænk, hvor de snart
sov fast, og vi fire kvinder sad da ret op og ned paa den anden og
forsøgte at faa søvnen fat.
Jeg siger forsøgte, og hver den, som en hel nat har skaket og
skumpet i de gammeldagse kupéerne fra Trondhjem til Hamar paa
tredie klasse, vil forstaa, at jeg ikke kan ta stærkere i. Naar man
tilmed har to sovende børn at passe, saa de ikke triller ned af de
smale bænkerne, hvergang de vender sig isøvne, blir det ikke lettere.
Men kjære, vene, — vi havde jo tag over hodet, og vi kom fort
frem — (forholdsvis da! Tænk paa for tyve aar siden!) — Hvad
kunde vi mere forlange? Var det ikke stygt af os at misunde her
rerne de fire rummelige røgkupéer? Og var det ikke stygt af os at
være saa fordringsfulde at forlange mere belysning, da vor lampe i
taget ved 11 —12 tiden begyndte at slukne? Konduktørerne syntes vist
saa ialfald, — for da min pige raabte efter en af dem og bad om en
ny lampe eller at faa paafyldt mere olje, svarte han, at det kunde ikke
gjøres nu, det var en feil fra Trondhjem, at lamperne ikke var blet fyldt.
Men da brast min taalmodighed, og jeg raabte til ham: „Hvad
er dette for greier? Tror De, vi kan reise med smaa barn i bællende
mørke? —De maa skaffe os mere belysning". Det hjalp lidt. Et
stearinlys blev stukket ind af vinduet. „Saa giv os da idetmindste
ogsaa fyrstikker", raabte jeg efter den bortilende konduktør. Ja bevars,
fyrstikker kunde vi ogsaa faa.
Nuvel, vi tændte vort lys og holdt det imellem os, til vi blev lei
af det og foretrak mørket. Men jeg hengav mig til triste betragtninger
over, hvor magtesløs man er, naar man ikke har en mand ved sin side,
eller man ikke — reiser standsmæssig. Paa anden plads havde jo sligt
ikke kunnet hænde naturligvis.
Paa Røros skulde jeg møde en svoger, som var overretssagfører
— gad vide, om ikke han kunde hjælpe os lidt? Eller kanske det
virkelig var en umulighed for konduktørerne at skaffe os en bræn
dende lampe her paa veien?
Det første min svoger sa, da han fandt vor kupé og hilste paa
os, var naturligvis: „Men hvad i alverden er det for slags belysning
I har?" — „Ja, hvad synes du", svarte jeg, „der er ikke olje paa
lampen, og saa har de git os et lys, som vi maa sidde slig og holde
i fingrene, naar vi vil se“.
Som jeg vented, blev han i høi grad forarget, raabte paa konduk
tøren og sa, at slig behandling af de reisende gik ikke an, — de maatte
„værsgoJ skaffe ordentlig pudset og brændende lampe straks".
Nylænde, iste april 1893. 93

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 8 23:57:33 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1893/0101.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free