Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. 1ste mai - To breve (Edith)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dagen er varm. Det er midsommer. Over mig drager nogle lyse
lette skyer som svaner, — i et blaat, straalende dyb, der aldrig synes
at ende, men i vidstrakt uendelighed breder sig over mig, i evig
grænseløs storhed, en luft, som viger og stiger for mit syn til en
ukjendt høide.
Den faar sit eget billede tro speilet tilbage fra fjorden dernede,
der hviler i midsommerdagens dyssende stilhed som et rent og for
staaelsesfuldt øie.
Jeg ved ikke, om du har følt det, at der er stunder, hvor ens
væsen ligesorn løses op i noget stort, uforklarligt, en tonerække, et
solstreif, et luftbegreb; man taber sit eget tyngdepunkt, taber alt det,
der ellers bestemmer ens ydre tilværelse, taber grænsen mellem nutid
og fortid. — Jeg har ligget her paa det lange græs i skyggen af et
æbletræ og drømt en lang time, — et kort drømmens øieblik. — Det
er deiligt at faa være alene, og i denne tilstand virker en lyd fra yder
verdenen som vold paa ens hjerteliv; men griber du efter traadene,
der forbinder dig med denne anden verden, brister de som spindelvæv
i vinden, og synerne forsvinder.
Det er vort aandelige jeg, der saaledes lever sin anden, stykke
vise tilværelse. For den er afbrudt, stykkevis; den lever bare under
tilfældige gunstige vilkaar, og da er det som den legemlige afbrydes.
Og har du lagt mærke til det, da fødes de mange tanker, uden sam
menhæng, tanker, der aldrig sætter spor eller finder afslutning — og
aldrig udtales, bare for at dø som de kom — i al stilhed.
Jeg hører dem tale deroppe paa verandaen, og jeg hører hans
dybe stemme. Du har spurgt, om jeg holder af ham. Har din fornuft
ogsaa gaaet tilbunds i dette spørgsmaals alvor, før du gav mig det?
Jeg holder af ham som mit liv, mine kjæreste drømme, som noget af
det bedste min tanke har eiet — ikke anderledes; holder af at høre
hans stemme og fordybe mig i hans store, mandige træk, fordi et rigt
aandeligt liv der har afsat mærker, fordi han eier det vide syn. som
min tanke elsker,
Nylænde, iste mai 1893. 121
To breve.
i.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
