Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. 1ste mai - To breve (Edith)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men inin kjærlighed er som sæbeboblen, som fantasiens spæde
traade, - den brister ved den mindste lyd, den første berøring; ja,
slig er min kjærlighed. som en drøm eller kanske bare et minde.
122
Ved det første blik ser det kanske ufatteligt ud; men gaa tilbunds
i det; det blir ikke saa svært vanskeligt enda at holde af menneskene,
naar man først faar fat paa deres inderste hjerteliv; det kan. dække
over al den ydre tomhed og gjøre seiv det styggeste skjønt.
Men det er næsten det vanskeligste — at tinde hverandre, vide,
hvor de er henne, disse, som forstaaelsen skulde binde sammen i
en stor broderlighedens kjæde.
Men før vi gaar ud fra at lede efter de andre, maa vi først ha
fundet os seiv, være sikre paa os seiv, ikke begynde paa arbeidet, før
vi har kastet det tvilende og famlende fra os. Hos enkelte vaagner
denne bevidsthed. begyndelsen til ansvailigt og selvbevidst liv tidlig,
hos andre sent, hos de fleste — aldrig.
Det kan ha sin grund i intellektuelle mangler, i noget brudt, ufor
klarligt, en indre dissonans mellem de samvirkende evner eller i den
opdragelse, der i vor tid fylder verden med halvhedstilværelser. —
Vort liv, manges liv, synes som en draabe, skabt til at dirre i sollys,
tung, som en taare, der om kort tid falder til jorden, en sommer
tilværelse udenfor de andres rækker, uberørt af verdens glæder og
kampe. De fleste af os har aldrig havt nogen af dem. Havde vi
enda en stor sorg, som kunde fyldt vort liv med alvor, et stort minde,
eller en dyb, ubegribelig glæde, — eller et stort arbeide!
Jcg hører damerne deroppe diskutere farver og kjolefaconer; det brin
ger mine tanker ned fra de høie luftlag og kalder mig tilbage til den
virkelige, reelle verden, hvori vi lever og aander, og hvoraf vi udgjør
en del, seiv om vi aldrig rører en finger til dens udvikling; forholdene
skaber os alligevel til det, vi bliver. - Og vi har dog engang rørt
ved problemerne, drømt om at løse dem. Vi har engang i ungdom
rnens begeistring bøiet knæ for dette eller hint af aandeligt stort og
skjønt, engang har vi villet, og der har dæmret tusinde mulig
heder i os.
Og naar vi er vokset fra løfterne — uden at indfrie dem, og tiden
faar gjort os til kolde, fornuftige mennesker, skrives det hele paa en
sværmerisk overgangsperiodes regning. — — Ja, for naar vi vaagner,
linder vi, at tiden er løbet fra os, mens vi har drømt os mile foran
den, og den verden, som nu aabnes for os, passer aldeles ikke for os,
som er — förtidens børn, vi, som har drømt væk den kostbare tid og
sveget ungdommens løfter. Siden hjælper det ikke; tiden dreier og
dreier os med i sit evige kredsløb, og vi naar dog aldrig did vi skulde,
did, vor første bestemmelse har pegt hen, — ~
Har du aldrig følt denne tørstende trang vokse i dig ?
Nylrende, iste mai 1893.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
