Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. 1ste juli - Margaret Fuller (forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
begyndt hver sin særegne løbebane; hendes søster var gift og hendes
moder besøgte efter tur sine børns hjem. Margarets troskab og hen
givenhed kom altid til at staa for hendes nærmeste i det skjønneste lys.
„Naar jeg“, skriver hendes bror, „nu med en voxen mands erfaring
ser tilbage paa hendes kloge tilsyn, hendes utrættelige omhu for vor
opdragelse, hendes indgaaen i alle familiens praktiske interesser og hus
holdningens detaljer, hendes rent pinlige samvittighedsfuldhed ligeoverfor
alle pligter — og saa tænker paa hendes naturlige utilbøielighed, ja
afsmag for praktiske sager, paa hendes offere — nu da hun stod i sit
talents udfoldelse — åf hendes yndlingsbeskjæftigelser, paa hendes taal
modighed og mod ligeoverfor alle vanskeligheder — saa synes jeg
hun stiger frem for mig som en helt heroisk karakter".
Da hun nu følte sig tri, modtog hun en ansættelse ved ..New York
Tribune- og drog til New York, hvor hun boede hos udgiverens, Horace
Greely’s familie. Man mærker forøvrigt en vis nedstemthed og resignation,
idet hun skal slaa ind paa denne løbebane. Journalistiken tiltalte hende
ingenlunde. men hun satte dog pris paa, at den gav hende anledning til at
vække og lede den offentlige mening og til at gribe ind i tidens liv og
bevægelse. Hun greb med varme ordet for reformer i alle retninger og
gjorde sig til forkjæmper for sandhed og menneskeret.
For første gang løftede en kvindes røst sig til forsvar for de dy
best sunkne af hendes eget kjøn — „kvinder som jeg", siger Margaret,
„men ofre for ulykke og samfundets uret". Hun var ogsaa med i
aktivt arbeide, hun besøgte fængslerne og asylerne og indlod sig i
samtale med beboerne. Det var som „kvinde, som de seiv", hun nær
mede sig disse ulykkelige, tro mod sin urokkelige overbevisning om,
at de guddommelige spirer maatte kunne tindes hos dem. Og hun
var seiv forbauset over, hvor let det ofte var at træffe rørende vidnes
byrd om de muligheder, som endnu levede i saa sunkne og ned
værdigede væsener.
Nylæncle, iste juli 1893.
(Forta.)
173
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
