Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de september - Reisebrev til „Nylænde“ fra landsbygden (D. P.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvad De vil. Bladet udkommer to gange om maaneden, men trykkes
ikke; udgiverne skriver selv hvert enkelt nummer af og sender det til
sine abonnenter mere end tyve abonnenter havde der nok aldrig været.
Avisens navn er „Dølejenten“, og som motto har den det bekjendte
vers: „Om ikke Din arm som Dit mod er af jern, saa frem alligevel
frem“. Programmet er kort og greit; at ~a rbeide for kvinderne, for
deres frihed og mod deres unoder“. De nummere af bladet, som der
var anledning til at se, var baade pent skrevne og velskrevne fra ind
holdets side. Medarbeiderne var baade mænd og kvinder.
Ja, her er mange flinke og kjaekke, norske kvinder, det ved vi.
Men rigtig fornøiede er de ikke allesammen, ialfald ikke som de burde
og kunde være.
Der gaar et drag af utilfredsstillethed, ofte desværre ogsaa af util
fredshed, gjennem den norske folkekarakter. Hos de unge har denne
følelse som oftest form af længsel efter større forhold, ubestemt higen
efter et fyldigere og mere indholdsrigt liv end det, hjemmet byder eller
synes at byde. Og denne higen og længsel er saa naturlig. Ung
dommen føler kræfter og evner gjære i sig. Vidste de at bruge kræf
terne, og fik de udvikle sine evner paa ret maade, saa vilde disse
længsler „over de høie fjelde" omsættes i frugtbart arbeide, sjæleligt
og legemligt. Men ofte mangier der veiledning, og ofte mangler der
forstand og eftertanke hos ungdommen seiv. Saa mange unge piger
bemøier sig ikke med at tænke alvorligt over, hvad der foregaar inden
i dem. At de kan arbeide paa sin egen udvikling inden hjemmets
skranker, det vil de ikke høre paa, at sætte sig visse maal for arbeidet
og leve overensstemmende dermed, har de ikke taalmodighed til. En
ting bare ved de sikkert, naar sommerens bevægede liv er endt og det
ensformige hverdagsliv begynder, — at de vil have forandring, for
andring for enhver pris. Og denne længsel efter forandring, bare for
förändringens egen skyld, driver dem til den ofte meningsløse udvan
dring. Farvel fædreland! Farvel forældre og slægtninge! — der, hvor
vi ikke er, der er lykken! Med denne følelse reiser saa mange ud i
verden, men om de finder lykken, derved sætter vi et stort spørgs
maalstegn. Hvis lykken boede et bestemt sted i verden, da vilde alle
finde den ved at reise netop til dette sted. Men der er ikke mere
lykke ved at arbeide under Amerikas brændende sommersol end ved
arbeidet i de norske dale, og vinteren paa prærien er lang og haard
og ensom, ofte værre end den norske.
Hvis arbeidet endda bragte mere økonomisk fordel i den nye ver
den end hjemme, kunde udvandringen for saa vidt være berettiget.
Men de unge piger, som vi her har talt om — de, der om sommeren
er beskjæftiget paa hoteller, sanatorier og skifter — de tjener godt og
har det saa behageligt og morsomt, som de nogensteds kan vente at
Nylænde, 15de septbr. 1893. 251
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
