- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 8. aarg. 1894 /
23

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 2. 15de januar - Literatur: Helene Dickmar: „Ellen“ (G. K.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

„Ellen“ er en af disse uforfalskede bøger. Bogens store egenskab
er dens oprigtighed.
Forf. har havt meget paa hjerte at sige, og det er først og fremst
forfatterens egen samfundsbetragtning og livsanskuelse man lærer
at kjende. Hermed er ikke sagt, at de skildrede personer ikke er karakteri
serede, tvertimod. Forf. er en følsom, men ogsaa klog og rolig iagt
tager, og de optrædende personer har et sterkt virkelighedspræg, bogens
helt maaske undtagen, hos hvem, kan det vistnok indvendes, det mand
lige temperament ikke er truffet. Desto bedre er skildringen af den
kvindelige hovedperson og bipersonerne, baade de mandlige og de
kvindelige.
Der er i denne fortælling intet som sprudler og blænder, intet at
vid, satire og paradox. Den er direkte og alvorlig. Foredraget er legato,
og beundringsværdig naturligt bygger det sig i bogens store scener op til
det lidenskabelig følelsestulde, for saa igjen at afdæmpes og glide stille
og jevnt.
Om bogen i det hele maa regnes til de forkyndende, mere end til
de artistiske, saa er der dog en betydelig kunstnerisk stræben tilstede,
og adskillig beherskelse er anvendt — og med held — for at opnaa
kunstnerisk virkning. Helt har det dog ikke lyktes at vinde bugt med
den docerende bredde, og enkelte vendinger blir liggende igjen i det
banale, som t. ex,; „hun sendte ham en tak, der uden selviskhed havde
vist hende den rette pligtens og kjærlighedens vei“.
Men det allermeste er gjennemfølt lige ud i udtrykkene. Hør denne
variation paa det gamle tema, „al skabningen sukker" :
„Og denne dybe, stærke klang, dødsklokkens memento mori blev
hende pludsellg som livet seiv! Den var det eneste virkelige sterke puF
serende liv i den hele verden — det seirende — alt overvindende! . . .
Og der sneg sig over hende en angst, en trang til at kaste denne
tyngde fra sig, faa tanken ud af den kredsgang, der truede med at
gjøre hende syg, vanvittig. —
Hun saa sig opmærksommere omkring. Begyndte at betragte mere
nøie disse mennesker, der saa stille, hurtig og lydløst jagede forbi . . •
Men hvad var det? — Alle disse kvinder bar jo sorte lange slør,
ligesom hun seiv!
Og de sorte slør indrammede trætte blege ansigter med øine, der
ligesom endnu dvælende saa ind i smerten — ikke kunde, slide sig
løs fra denne dødens isnen.de, grufulde nærhed, der ogsaa havde røvet
noget af deres lykke, deres livshaab. — —
Ellen snappede efter aandedrættet. Hun vendte sig bort. Hun
vilde, hun maatte se de andre — de friske, glade . . .
Men de var der ikke. Hun kunde ikke faa øie paa dem. De var
der ikke, Ikke blandt- mænd eller kvinder, gamle eller unge. Alle
Nylænde, 15de januar 1894. 23

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Mar 10 14:14:50 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1894/0031.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free