Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de september - En fodtur (H. L.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231
Vi skulde altsaa „se lidt paa“ fjeldene, vi; og fjeldene er nu min specialitet,
ved De, for de har nu i mange aar saaatsige været mine husfæller og
kammerater, som jeg afvekslende er godvenner og uvenner med. Jeg
kjender dem nok baade naar de gjør sig til med forførende rosenrøde
smil henover farvedryssede vidder, og naar de kaster alle hensyn væk
og viser sig saa brutale som vel muligt. Nu haabed vi da, at de vilde
vise sig fra sin elskværdigste side, ligesom vi seiv havde besluttet at
være indbegrebet af hyggelige turister.
Jeg havde engang en barnepige, som ingen forskjel vidste paa
turister og jurister. Dennegang kunde det været noget i dette ræson
nement, for naar jeg undtar mig seiv, saa havde de alle adskillig med
„lovboka“ at gjøre.
Jeg var lidt beklemt ved at skulle gi mig ikast med fire langbenede
mænd, men jeg havde flere dage forud trænet mig med at plukke multer
paa fjeldet herhjemme, saa jeg var ikke saa værst til at gaa, sa de.
Efter D/g mils marsch naadde vi Brænd ved Atnebroen, hvor vi spiste
en udmærket middag. Under maaltidet øsregned det; men ikke før var
vi færdige til opbrud, før det igjen var ophold. Men Rondene var des
værre ikke i humør og var under hele den deilige rotur opover Atne
sjøen utilgjængelig indhyllede i sin lysegraa taagekappe. Trods skuf
felsen over dette, beholdt vi seiv vort gode humør og sad middags
mætte og glade og forsøgte at slaa hui paa en grætten rorskar, som
saa ud til at være i slægt med Rondenes uveirshumør, Lidt efter lidt
tøede han nu op; det var umuligt at modstaa vor „lilie“ advokats vit
tigheder, og da han tilslut opdaged, af disse turister hørte til de „slep
hændte“, hvad drikkepenge angaar, saa opnaadde vi ved afskeden at
se ham særdeles blid. Han havde nemlig en gang før betroet mig, at
der var stor, utrulig stor forskjel paa byfolk. Noen var „rigtig slep
hændte“, men andre var „gænske nøiene paa det“.
Nu skulde vi da spadsere fra Atnesjøens nordre ende og op til
Musvoldsæteren, som for mig er sæteren par excellence. For det første
fordi huldrer eller trold, eller hvem det nu kan være. har vist os den
udsøgte høflighed at belægge veien derop — ca. 3 fjerdinger — med
det eleganteste, blødeste Brusseler-tæppe. Ikke „imiteret“ mos, neitak,
virkelig, fin lysegraa mosebund med lilla-farvede røslyngbuketter strødde
udover! Og for det andet, fordi selve sæteren er saa kvitskuret og
deilig midt inde i en klynge hvidstammede bjerker og langraggede,
filosofiske, skjæggede gjeder; altsammen strødde om hinanden som
buketterne paa vort Brusseler-tæppe. Og hvad gir De mig vel for den
baggrunden, Rondenes mægtige kolosser !
Og hvor det smager at komme ind i den hyggelige sæterstuen og
sætte sig ved peisen, mens vor prægtige Ane i sin klædelige national
dragt sætter frem alt det bedste, hun har paa sit skinnende hvide bord.
Nylænde, 15de septbr. 1894.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
