Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. 15de decbr. - Vort hjemmestel: Julestuds (H. L.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
315
Jeg husker endnu den høitidelighed, hvormed vi aflagde løftet; vi
tog hverandre i haanden og sa, at naar det led til jul, saa skulde vi
ikke rive ned alt af alle væggene og tømme atle skuffei og skaber.
Dette er altsaa dagens tekst, som jeg efter bedste evne skal harcellere.
Jeg tror jeg før har præket had til alt, som heder „aann“ og
kjærlighed til jevnt fordelt arbeide; aldeles modsat en del husmødre og
tjenestepiger, som er lei alt arbeide til hverdags, men som er aldeles
besat af fryd, naar de faar drive og styre og mase og svede og være
ildrøde og fæle under en eller anden slags æggevending af huset. Men
ikkedestomindre, uagtet det er min natur tvert imod, naar det lider og
lakker til jul, saa farer alle mine forfædres husmoderlige aander i mig.
Med en iver, som ikke skal gi nogen ildrød, masende husmor efter,
gnir og pudser jeg paa alt, jeg eier og har, seiv om det er saa blankt
før, at ikke selveste erke-husmoder-aanden skulde kunne opdage nogen
plet paa det. Og uagtet akrobatfærdighed ikke hører med til mine
naturlige begavelser, udviser jeg i de dage rene undere af akrobat
øvelser; klyver op og balancerer baade her og der, søgende som en
besat efter et støvgran at tørre eller en dunkel plet at gnide. Og naar
jeg saa træt, ildrød og utækkelig mindes af min samvittighed om mit
pigeløfte og min egentlige natur, slaar og fegter jeg med støvekluden
og pudsefillerne og siger, at det faar ikke hjælpe, hvad jeg har lovet
eller hvordan min egentlige natur er: til jul maa alt vare rent! Saa
er det „tante“ før jul; hun er endda meget værre; ja, igrunden er det
billede, jeg har tegnet af mig seiv, mat og farveløst mod hendes; det
er vel det samme husmoderlige blod, som flyder i vore aarer, men
som hos mig bare optræder periodisk, mens det hos tante er i uafbrudt
virksomhed aaret rundt. At tante maa nedstamme fra jordens mest
rengjørende slægt, har jeg længe havt paa det rene. Jeg maa fortælle
lidt om hendes travlhed før jul, for den er mildest talt klassisk. Hun
er ikke gift og har et meget lidet hus, bare hun og pigen, men — ja
magen til julestuds skulde ingen ha set! Uagtet hun er flere og seksti
aar, virker hun i disse dage som en ungmø paa 17 aar; og at hendes
rette kald i livet var at være beriderske og linedanserinde, har jeg
aldrig tvilet paa, for der gives ikke den stilling opunder tage og vægge,
som hun ikke med den største lethed indtager. Og slig som de livlige
smaa øinene hendes blunker, 60 gange i sekundet mindst! „Pas dig
seiv du,“ siger hun til mig, „slig blunker du ogsaa,“ og saa hopper
hun ned, midt paa den værste ligtornen min. Naar saa julekvælden
kommer, kommer tante ligesaa sikkert, belæsset med poser og kurve,
fulde af hemmeligheder. Hun ser betydelig ældre ird end sidst jeg saa
hende, men endda er der da saa meget liv i hende, at hun intenst tar
del i juletræpyntningen og anbringer med den mest opfindsomme list
alle sine gaver paa de rareste steder; allerhelst vilde hun stelle det
Nylænde, 15de decbr. 1894.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
