Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Min sommersang (Helene Lassen) - Indenfra (To-ne)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nei, ikke skulde vi kalde os skabningens pryd og skabningens krone,
vi store, slemme mennesker, som misbruger, hvad vi fik, som øde
lægger saa for hverandre, som krænker og saarer saa ofte, just sjælens
ømmeste og fineste steder!
Men skabningens krone er du, lille blomme! Og saa længe der
gives mennesker, som længes efter skjønhed og renhed, saa længe
synger vi dig vor sang, du engens blide, rene blomme, født af den
blanke, varmende sommer!
Helene Lassen.
Indenfra.
Vi har ingenting at sige i de love, vi seiv maa lyde. Der blir
styret og lagt tilrette for os (enten det er med eller imod vor vilje), og
ind under andres tanker skal vi udvikle vore.
Der er af digtere og af hele verdens tænkende mænd sagt saa
mange ord om os, slig vi er; dels er vi problemer værdige eller uvær
dige at løse, dels væsener uden tankeliv.
Vi er moder til store mænd, hvis liv vi følger med bævende fryd,
i hvis drøm vi lever vor, og i hvis tanker vore egne gaar igjen.
Men der maa vi ogsaa staa — bag gitteret og se, hvordan de
store ungerne arter sig, om de blir svaner eller bare gjæs.
I mændenes liv staar vi, som de fine, ætheriske, men ogsaa under
ordnede væsener, der gjælder meget i deres erotiske følelser, men lidet
udenom, saalænge vi ikke kan raade over vort eget liv med love.
Der kjæmpes for fremgang, for bedre kaar paa alle omraader; men
før det blir taget indenfra og udover, istedetfor modsat, nytter det lidet}
saalænge vort liv er et arbeide paa en ordning, vi seiv ikke har været
med paa.
Udviklingen, opdragelsen, kundskabsfondet er lige for begge kjøn;
og hjemmenes vægge holder ikke altid sammen; vi maa ud vi ogsaa
for det daglige behov.
At vi trænger frem, der vi føler kald og evner til at virke, eller
fordetmeste der, vi kan faa det daglige brød — er selvsegt.
At vi skal presses ind i en bestemt form, fordi vi er kvinder, naar
vi gaar ud fra at maatte være selvstændige, er uretfærdigt.
Arbeidet frem til selvstændighed og tankefrihed blir ingenlundé
forbandelse for hjemmet, ifald kvinden blir hustru og moder; at det
skulde kaste stænk over hendes huslige liv og kvindelighed er absolut
umuligt.
é
190 Nylænde, 15de juli 1896.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
