Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. 1ste august - Et blik i fru Marholms „Kvindernes bog“ (O. J. G. H.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det, som maa staa som det høieste, maa bli det menneskelige, det,
som er fælles for kvinde og mand, og i hvilket det moderlige har een
plads ved siden af de mange pladse. Blir slægten opdraget saa, vil
kvinden udfylde sin plads som mor og ikke ulykkelig, ja lige lykkelig,
om hun ikke blir det.
Det raab paa, at kvindens bestemmelse og maal er ægteskab, har
allerede gjort mangen kvinde ulykkelig, som ikke har naaet det maal,
jeg har mange gange forundret mig over presterne. Medens de altid,
naar de f. ex. i en præken omtaler ægteskabet, snakker i det vide og
brede om, hvordan man skal elske og elske sin ægtefælle, har de aldrig
et ord at sige til den, som ingen ægtefælle har. Formodentlig gaar de
ud fra, at en slig paria enten ikke har villet, eller ikke har kunnet faa
nogen, i begge tilfælde faar hun greie sig ud af det saa godt hun kan,
og finde sig i skjæbnen. Men er der nogen seir ien slig opfatning?
Gjør den et menneske lykkelig? Skulde der ikke være en anden løs
ning? Hvis vi forlanger eller anerkjender en udvikling, kan vi ikke
længere paastaa, at fremtiden altid vil ligne förtiden: vi kan ikke leve
op igjen Adams og Evas naturtilstand, vi maa se at bringe de til
stande vi er i med færre ægteskaber i harmoni med udviklingen. Vi
maa huske paa, at vi lever i et moralsk univers, i hvilket det fysiske
univers indtager en underordnet plads. Menneskets tanke om hvad
der er naturligt er desuden altid udvidet, eftersom det kjender mere
til Guds veie i naturen. Ethvert høiere stadium i naturens proces
viser os nye muligheder. Kanske altsaa verdensudviklingen nu er i
det stadium, at det er bedst, at enkelte kvinder blir ugifte: jeg mener,
at det er noget, som kun derigjennem kan bli frigjort, og vi er alle,
eller skulde ialfald være det, en del af den store maskine, som skal
fremhjælpe Guds arbeide: at arbeide med hinanden for ham: det er
maalet for kvinde saavelsom for mand.
Efter fru Marholm skulde rigtignok kvinden ikke naa sin fulde
udvikling uden gjennem ægteskab i kjærlighed. Tror virkelig noget
förnuftigt menneske for alvor, at Gud ikke er mægtig til at fylde en
kvindesjæl med sine skatte uden at bruge manden som medium?
Manden trænger kvinden, ganske vist, men hvilken kvinde trænger
han nu? Se, det er spørgsmaalet. Ikke den, som forsvinder i
manden.
Jeg har den lykke at eie en gammel, høit dannet kvindes hele
fortrolighed. I en af de stunder, hvor jeg i aandelig forstand har
siddet ved hendes fødder og lyttet til hendes livserfaringer, spurgte
jeg hende:
„Sig mig, var din mand din første kjærlighed?" Det varede lidt
før svaret kom.
„Hverken var jeg hans, eller han var min; min første kjærlighed
Nyi.ænde, iste aug. 1896. 199
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
