Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. 1ste november - Føljeton: Bedstefars floshat (To-ne)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
F©1je f ø n.
pedstefars floshat.
En søndag, Tor var da 8 aar, skulde han være med far i kirken,
for første gang.
Det led udover til kirketid. Tor var glad og han var ulykkelig;
glad fordi han skulde være med, bedrøvet, helt til graaden, fordi han
ikke kunde finde huen sin Han havde ledt lige fra tidlig om mor
genen, spurgt baade koen og katten; men de rystede bare paa hovedet,
hjælpe kunde de ikke. Sige det til far var at faa juling med det
samme.
Med et som han var inderst inde i hølaaven og søgte, raabte far.
Tor ud som en stormvind, med høfryndser over hele kroppen, og da
saa grunden til hans vilde udseende kom frem, fik Tor oirkeris midt
paa søndag formiddag til stor sorg for katten, der gav sig ligesaa
ynkelig som han.
Men til kirken skulde han, og til straf maatte han gaa med bedste
fars gamle floshat.
Tor satte den higstende paa, han turde jo ingenting sige, det sved
saa inderlig saart endnu.
Med floshatten langt nedover ørene og hænderne i lommerne kom
Tor for første gang til kirke. Folk saa nok undrende paa smaagutten;
men seg sig snart bort i søvnig kirkestemning.
Morsomt syntes Tor det var, at han ogsaa kunde læse i hatten,
som alle de voksne gjorde, saa var der slige fine tegninger med løver
og andet rart indvendig. Han var i en anden verden blandt vilde dyr.
Pludselig slog præsten i prækestolen og raabte høit: „Du dernede,
du verdensbarn, hvordan gaar det dig paa dommedag; i helvede kom
mer du til at pines i evig ild“.
Tor stirrede først en stund paa præsten i største skræk, han havde
jo pegt paa ham og sagt, at han skulde brændes paa dommedag.
Hvem ved, kanske dommedag var nær. Han saa sig raskt omkring,
far sad med ansigtet gjemt i hænderne og vuggede frem og tilbage;
de, som havde sovet, sad stramme som lys og stirrede paa præsten.
Tor formelig krøb langs stolrækken til han var ved døren, forsigtig
løftede han paa klinken; men ikke før havde han lukket døren, saa
Nylænde, iste nov. 1896. 293
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
