- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 11. aarg. 1897 /
203

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. 1ste august - Hvad der kan hænde en paa Kristiania gader (M.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

stærkeste sindsoprør, skjalv og trampede i marken flere gange. Pludselig
siger han saa med truende stemme: „Faar jeg da virkelig ikke gaa i
fred for dem paa gaden?“
Jeg var jo forberedt paa noget af hvert, men denne tiltale over
raskede mig. Nu var gode raad dyre. Hvad skulde jeg gjøre? Med
endnu stærkere stemme gjentog han sit spørgsmaal: men kan jeg da
ikke faa gaa i fred for Dem paa gaden, hvad? Samt ledsagede det
med en gebærde, som om han vilde prygle løs paa mig, kom mig saa
om muligt endnu nærmere ind paa livet og rullede med øinene. Jeg
skjønte nu, at manden maatte være gal, og før jeg endnu havde svaret
noget, gjentog han samme spørgsmaal tredie gang, i rasende vildskab.
Jeg kom pludselig til at tænke paa, hvad jeg engang havde læst: At man
ligeoverfor gale i kritiske situationer bør forsøge at slaa ind paa deres
tankegang. Det var jo et forsøg. Saa roligt, som det var mig muligt,
svarede jeg endelig: „Jo, jeg lover Dem det aldeles bestemt, De skal
faa gaa ganske tryg for mig paa gaden, jeg skal ikke gjøre dem det
allermindste“. — Og — — — — det hjalp! Jeg følte mig uendelig
lettet, da han lidt roligere trak sig et skridt tilbage. Det lod dog ikke
til, at han stolte meget paa mit ord, ti med korte pauser, men stadig
retirerende baglænds gjentog han spørgsmaalet, og jeg ligesaa ofte mit
svar, løfte om, at han skulde faa gaa i fred for mig. Jeg turde endnu
ikke røre mig, da det lod til, vi havde samme vei, men afstanden
øgedes heldigvis mellem os. Spørgsmaalene vedblev dog, og jeg brølte
mit svar tilbage „jeg lover Dem aldeles vistosv.", saa jeg blev ganske
hæs, indtil han endelig forsvandt i det fjerne.
Jeg pustede dybt ud og saa mig omkring. Mon nogen havde
seet komedien ? Nei, fuldstændig øde var der — ikke et liv i gaden.
Men saa det regnede, jeg var dryppende vaad og havde ikke mærket
det før.
Hvor stærkt gjensidigt indtryk den stakkars gale og jeg havde
gjort paa hinanden, mærked jeg først, da jeg uden at møde nogen til
bagelagde resten af veien ttl mit hjem. — Imidlertid var dog den hele
historie gaaet mig af minde — indtil jeg förleden i vor dagspresse*)
saa forsikringer om, at det var mændene, som var de forfulgte offere
paa vore gader. Da fik jeg lyst til at fortælle „Nylænde“ om, hvor
ledes jeg havde været forfølger.
M.
f) Har henligget en ticl ai’ mangel paa plads,
NYLÆNDE ISte aUgUSt 1S97.
Red.
203

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Mar 14 01:04:19 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1897/0213.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free