Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrotin hørte lidt borte en høj Stemme, der talte:
„I skulde skamme Jer! Er I Soldater! Man skulde tro,
I var en Flok Hunde eller en Bande gamle Kællinger!"
Det var Nordmanden.
Henrotin begreb lige paa en Gang, at han var kom-
met tilbage til sit Udgangspunkt. Han følte det som et
Fald, som om han pludselig blev knust under sit Ansvars
mægtigt svulmende Tyngde.
Lidt efter sad han i en Hytte. Ved Siden af sig havde
han en brændende Kopalklump. Den røg som Helvedes
Ild og mindede ham om et Ligtog i Mørke. Nordmanden,
som førte hans anden Peloton, stak Hovedet ind under
Hyttens Tag. Og han fortalte, at Chasseur laa vild i sin
Hytte af Feber, at han selv samme Dag havde rejst sig
af sin Seng, og at hele Kompagniet vistnok havde Feber.
Der var en Kvinde, som havde haft Besøg om Natten af
en Aand. Nordmanden talte forvirret om denne Aand,
som om han selv havde set den. Den havde sagt til
hende, at de Hvide blev syge, fordi de vilde føre de Sorte
ud paa Sletten, hvor der var saa koldt, at alle vilde dø.
Og Aanden havde sagt, at de skulde vende om. Og nu
havde Soldaterne, trods nogle sorte Befalingsmænds og
nogle Slettefolks Mellemkomst, besluttet sig til at mar-
chere tilbage den næste Morgen.
Henrotin forstod ikke meget af, hvad Nordmanden
sagde. Men han hørte de enkelte Raab og et Hav af sum-
mende Lyde udenfor, og han følte sig aldeles magtesløs
overfor dette natlige Uvejr.
„Kommandanten maa gaa ud og berolige dem," sagde
Nordmanden, hvis egen feberhede Hjerne var tømt for
brugelige Argumenter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
