Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harboøre—hare 555
give en sin albked pa grat papir, måske
dog under en spøgefuld form; ,Harbo-
skrep" kaldes i Jylland, i Harsyssel, når
gode venner i forsamling af lystighed
dunker hinanden i ryggen", Rostg. Ord-
bogss. H. 21.
Harboøre, no. llærhør (Agger) den
nordligste spids af Har syssel, hvor tangen,
der forbandt landet syd og nord for
fjorden er bleven gennembrudt; det vario
tider at leve i , da man kunde gå til
H— og slå hø og få en daler om dagen,
Sgr. Vil. 174. 7Gi (vestj.); han ser langs
ned ad næsen og tvært over munden,
ligesom de H— svin, Kr. IX. 99. (jo.
Harboorebo, no. Hærhørbo æu (Ag-
ger); IJar- el. liærhørdho æt^ (Lemvig)
— beboer af Harboøre ; de hører til Jyl-
lands Molboer; der skal syv Harboøre- j
boer til et mske; H—n forlanger hos 20
købmanden : grov lin (se s. 288, 1) mes- 1
singståltråd (s. d.) at ringe en hanorne
med for lire skilling, Sgr. III. 41. 78-79,
Kr. IX. 98. 55; når en H— frier, siger
han : hør do, mi pi(i, løqds do et te wå
bar, di sku wær søjskdu? Sgr. I. 155. 608
el. ce dl hjqrt som min, så kryst mi hån,
Kr. VI. 318. 44: el. nær do tvel gi mæ
di wili å di ivænskab, så æ -m ewiq9
188-84. 187-88. 19(). 204, 240, Nyrop V. Skr.
24. 25; i landskabsmål , Kr. IX. 170;
spotnavn til mændene er llærbør gaster,
Kr. IX. 101. 8å, se gasse; til kvinderne:
Hærbørbo tralidv (s. d.), Kr. VI. 321. 7iJ;
jfr. havbo, havgasse ; femørestykker kaldes
vesterpå : Harboøreboere, Kr. Ordspr. 5:22,
jfr. ladegårdsspecie, penge.
hare, to. se hærdet.
l.hare, no. [Jiqr et] (vestslesv.) i udtr.:
der kunde nemt komme et hårde for.
Kok Ordspr. 164. 1884, må betyde: et
knæk; hårdt, svidende vejr; noget, der
hindrer fremgangen; jfr. nmt. haren uo;
hart no. =- harje, Sch. Liibb., se hark.
2. hare, uo.
kår -9r -dt (D., Hmr., vestj., Vejr.,
Agger, Andst, Thy, Mors, Heil. h.);
hår -dr hår hår (Agger);
har -ar -dt (vestslesv.; Ang.) —•
skærpe leen ved at udbanke dens æg
med pennen af hareharnmeren; hår æn
hyli (Agger); leen bankes også ud på
Bornholm, Sgr. III. 22, i Rusland, se
Sv. Landsra. Tidsskr. Smårra meddel.
VI. cxcvi.; jfi- milt- hår no., Sch. Liibb.
,w^erkzeug zlmi scharfen der sense"; se
pikke; hærde; hul-.
3. hare, no. hår æn -dr (D.) ; hor i
tvæmr i uærddn, Kr. IX. 101. 77; eller : so hest. -i Ilt. -»r (Vens., N. Sams); hd æn
west du, hwa dl sæJ9r hær ojstm? —
dl sæpr, te æ ska ha dw, å do uka ha
mæ’, å ivi tåiv ska ha hinq’n, Kr. Ordspr.
522; istedetfor at ofre juledag, siger han
til præsten: kwit, får, får æ tåjsk! mens
han blot slår knips med lingrene ved
degnestolen; nårH—n må ride for anker
på havet og vente på fangst, siger han:
wi kast æn krpq i hen (o: havet) igs æ
hqrd (Søvind s.); har æn -w (Sønderj.,
Fjolde); had æn hqra (Sundev.) — 1) =
rgsm.; lepus timidus; ræj, som æn hår
(vestj.); jeg rist’ ligesom en hare, Kr. II.
184. 10; er dog i et dyreæventyr med
til at kyse trolden, Sgr. XII. 9; spren
så læt som nåwdr hår; om den lang-
somme siges : han ær et gawa o ta hårar
mæj; han slåjj som æn har fa hun (vestj.)
;
klåk ti å så ræf wi o hen te då; oim^mana hun ær æ har sin dø (Ang.); „æn
fisken: Ojsas (Jesus) ha låw å tak få de |
ku ålar ved, hur æ hårar ku læo!"^ så
dæla fejsk å få hwæ fejskbejn dær ær i \
han æ man, han såt æ snar i æ stårkre
ar; og konerne siger: ka du glt, hu mane \
(Andst), . . . i æ skåstan (Ribe); han ku
åjst (ost) æ hår I ml ran, så ska du |
jan si æiar hårarn, dl skul ene go te
sågu’ fo am ål ni! Kr. VI. 317. 39-44;
„nej tak, a er ingen frådser!" sagde
Harboøreboen , han havde ædt 19 hvil-
linghoveder, da de bød ham det tyvende;
,de æ de væst mæ æ som å få!" siger
kol, mæn haj wa wæk, Kr. IX. 213. 51
(Vens.); når det sidste skår korn mejes,
siges: no ska vi hå æ hår grevan (vestj.),
jfr. Strackerjan II. 78. 362, Mannhardt
Baumkultus I. 212, W. Gregor s. 129;
H— , når han skal bygge et hus, for so haren kan se både frem og tilbage, Kr.
tømmeret og stenene kan de sagtens \
IX. 19. 166; den kaldes af jægere: mis,
stjæle, Kr. Ordspr. 522; fortællinger om j
Morten, mus; i gåder: .rannikat", Gr.
H-erne, Kr.VL 247. 336.37, J.K. 51.97, j
GI. d. M. L 237.34; „uku", sts. L 237.38,
288. IV, Efterslæt 68.34.36.72, 215.181. i
Sgr. XL 158. 514; «urkur", Sgr. IX.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
