Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hovbarg—hoved
053
arbejde, for at de ikke skulde løbe bort
og gore skade, eller selv komme til skade,
Sgr. II. 1 Od. 471 (Hind h.), se hovdag.
hovbarg, no. håwharg et (Vlb.);
hun vå konidn te et stusr h — møt i æ
sl-chr; en stor gård el. slot; jfr. plt. hau-
barg, den frisiske bondegård i marsken;
Mejborg, Slesv. Bøndergårde s. 50 næv-
ner formerne: heuborg, hauborg, hau-
berg, ordet betyder: hø-gæmme, nfris. hau,
hø; plt. bargen, htsk. bergen, gæmme,
se Schiitze I. 69 „heu- el. haubarg";
Outzen s. 21 „hauberg".
hovbonde, no. håwhun æn -bij^9r
(D.) bonde, som gor hoveri; dæ kam æn
håwhm, (lær sku batål hans Icøgil, Kr.
IX. 20«. M (Salling); „haj tøwsr ene mé
å klaw te håshqj øwdr hdtvhøjarn’’, Grb.
27. 51, jfr. Kr. Ålmueliv II. 10. 22; hov-
bondens vise, Kr. I. 28.
hovbud, no. håwhdj æn (vestj.);
howhu el. hdwbwo é best. -3 (Vens.,Vren-
sted, Thise) — bud, hvorved bønderne
kaldtes til hoveriarbejde, se budfoged ;
„do
skal!^ de æ håwhdj; de æ da etidn håw-
hdj, siges, når noget kan opsættes; jfr.
lovbud, skidebud.
hovbænk, no. håwhætik æn -hærik
(Agersk.) forhojningen under træskoene,
hvorpå hovene slås; jfr. 2. hov, 6. bede.
hovdag, no. hbivdaw æn (Søvind
s.) ; huwda i hest. -dawi flt. -daw (Vens.)
— rgsm., dag, da der gores hovarbejde;
først skulde en husmand gore 52 hov-
dage om året, men herren kunde da råde
sig selv med, når han vilde tage dem . . .
Senere bestemtes hovarbejdet til én dag
om ugen, Kr. Almueliv II. 4, .5.
hovdige, no. håwdiq æn (vestj.)
dige, som omslutter hovgårdens lod; der
er nu beboelse, om der ikke er to, på
den plet inden æ hovdige, for det hører
jo til Kås ejendom, Kr. VIII. 118.227.
hove, no. se havre; uo. se huge,
hugse.
1. hove, no. håw æn (Agger, Thy)
en ved dige el. grøft hegnet mark på
2 —3 skj. indtil 1 td. land, som hver
bonde kan have (Thy); se hob.
2. hove, uo. håw -ar -9t håwst (vestj.
alm.; Sundv.) sætte hover, klodser, under
træskoene ; han kan il håw sin æJ9n træsk
(Ang.) o: er udytig til at bruge sine
hænder; se 2. hov, loppe.
hoved, to. se huget.
hoved, no. hu el. hum e hest. hwot flt.
hwdar best. -n (Åby, Smidstrup, Vens.);
hest. hwot flt. htvodsr (Jetsmark); huij)9r
æn htvoder (Lild s.); hum æn hwodar
el. hwoddr (Mors); flt. hwodar (Thy, Hund-
borg); flt. hwojdr (Thyholm); flt. huwdr
el. hwåhr (Agger); hwmd e best. -9 flt.
hivoddr (Løgst.); huw9d ed hwodar (Heil.
10 h.); hdw9d et best. -9t flt. -dv (Støvr. h.,
S. Hald); i omegnen af Randers nok
også: et how best. -9t flt. -er best. -9rn;
homd best. ho7M flt, howdar best. -n
(Tved s.) ; how9 best. -r9 flt. -r9 (S. Sams)
;
howi et hdun9 (Søvind s.); hdw9d best.
-9t flt. hdw9d9r (Hads h.); måske horn
et (Barrit, Bj. li.); hum æn huw9 (D.);
huw9j æn huwdj (Andst h.); horn el. huw9
æn how9 el. huw9 (vestj.); huw9 æn -tvr
20 (S. Sall.) ; hpi æn hot (Sem, Gram) ; itk.
(Agersk., vestslesv.); hoi et hoi (Mellem-
slesv.); håw9r et = flt. (Fjolde) — 1)
= rgsm. i ligefrem betydning, hoved,
ansigt; „hon wa så rø i hem huw9 som
åm hon håd slån æn gryd istøkar (Thy);
få jin ve æ hoi (Ang.) o : få en på øret
;
how æ hoi, æ præst køm9! (sts.) siges
opmuntrende : dær sed9r æn gåt (!) huw9
få dæn kål (D.) ; han hå et gåt hui, næ
so han fæk 9t omlå iuæ pankaq9 å fæk
han ni9S i æn klud, Sgr. V. 35. 207 (Gjed-
ved); gro i æ huw9; hud9n ær et, do
sir ud i æ hum! (D.) o: i ansigtet; ha
uM ve æ horn (Herning); „a hår unt i
æ hum!" — „Ved do hujfå’r de ær?"
— „Næj!" — „d,e æ fade- te do et hår
row i beq9 æmr!" (vestj.); hun grimt
mæ æ hiJ9l9 hum (D.) o: lo over hele
ansigtet; æ hoi gær å ham såm æn
40 vær9l å æn svinsti dgr (vestslesv.) ;
„hæt
hu jik i jéj fitjwi dåjs" , Grb. 1.8, o:
hendes hovede vaklede frem og tilbage;
„så fåtrø haj 9 nåk, de haj ha wræ
hwot om åpå kow9n", sst. 127. 22; hun
stor gåt hode i hum o hals (vestj.) o:
hun knejser; ve do et hå æ piv stap9t,
Hans? — næi, æjs9n tak, a pot9r 9t i
æ gatml hum (D.) o: i munden; en
smidighedsprøve, der øves af unge karle,
50 er å stå 9po hm å trek o djæ wæst
(Lild s.); ordspil: mqj wa dø, å huj9n
rænc mæ hwot (Vens.) o : med deres eget,
ej den dødes, se pølse; hatis hum wår
i Metby, laiv hans row wår i Nqrgramh
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
