- Project Runeberg -  Ord och Bild / Elfte årgången. 1902 /
392

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Breve fra Julius Lange - Til Kunsthistorikeren Emil Hannover - Til Cand. Mag. M. Galschiøt - Til Prof. L. Dietrichson

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

388

julius lange.

Da jeg for 10 Aar siden først gjorde
Bekendtskab med Böcklin som Kunstner,
havde jeg meget at overvinde for at yde
ham Retfærdighed. Der er noget ved hans
Retning, som er mig meget frastødende,
og som jeg aldrig vil kunne forsone mig
med. Men jeg anerkender, at Böcklin i
en ganske særegen Retning, den
landskabelige Komposition, er stor og genial, og at
der ogsaa kan være udmærkede Ting i
hans Figurer, betragtede under Synspunkt
af Natur-Staffage.

Klinger derimod falder mig altfor
vanskelig, jeg har ikke Hoved nok til at følge
med. Hvis jeg ikke havde Venner ved
Siden, som sagde mig, hvad jeg skulde
tænke og føle om de forskellige Ting —
med meget faa Undtagelser —, saa vilde
jeg være rent forloren. Det er mig
umuligt at va;re andægtig ligeoverfor saa
aa-benbare og fortvivlede Anstrængelser for
at lave Etwasnochniedagewesenes, og som
saa endda falder ud til Efterligning.

Deres hengivne

Jul. Lange.

Hvis De ikke finder mig altfor
»umulig» med min Filistrøsitet, saa kunne vi jo
ved Lejlighed tales nærmere ved om
Fænomenet.

TIL CAND. MAG. M. GALSCHIØT *

Kihvn., 6. Okt. 188;.

Kære Hr. Galschiøt!

Jeg paaskønner oprigtig Deres
Venlighed. Men Deres Plan er mig
fuldstændig imod. De kan jo vente, til jeg
engang er død; saa skal jeg fra mit
Opholdssted tilsmile Deres Forehavende og ikke
spøge hos Dem.

Emil Hannover véd De, at jeg holder
meget af; han bliver nok til noget godt.
Men vi ere begge for unge: han som
Subjekt og jeg som Objekt. Det vilde være
mig som en Slags Jordefærd over mig selv
at se mig i »Illustr. Tidende»; jeg ønsker
heller ikke nogen anden Præst til at kaste
Jord paa mig.

Deres hengivne

Jul. Lange.

TIL PROF. L. DIETRICHSON (i
Kri-stiania).

Kbhvn., 31 Okt. 1885.

Kære Ven!

. . . Jeg har naturligvis nok set, at du
for Øjeblikket har en fremskudt Stilling i
en hidsig Kamp*, skønt jeg først af dit
Brev ser, hvilke Invektiver der flyve dig
om Ørene. Det glæder mig, du tager dem
med en vis rolig Ironi, der er det bedste
Panser mod den Slags Skyts. Til
Opmuntring i Kampen vil jeg fortælle dig en
Historie fra min Ungdom. Min Fader, Prof.
Fr. Lange, var en ualmindelig rolig Månd,
hvilket kom af, at han i sin Ungdom havde
været meget hæftig, men med Aarene
tilkæmpet sig et meget sikkert
Selvherredømme. Det sidste havde han god Brug
for, da han i mange Aar var Formand for
»Samfundet til den danske Litteraturs
Fremme», hvis Bestyrelse uafbrudt blev
angrebet af »Jøden Levin», »Sprog-Levin»,
der i en Piece bl. a. kaldte min Fader
»det værste Exempel paa litterær
Usædelighed i det 19. Aarhundrede». En Aften
kom Fader, meget vel til Mode, hjem fra
en Generalforsamling i »Samfundet». Da
han havde sat sig ved Thebordet, udbrød
min Moder: »Men Gud, hvor er din ene
Bakkenbart bleven af?» — »Hvad behager,
min ene Bakkenbart?» — Det viste sig
virkelig, at den var borte, afmejet som
med en Le, skønt paa en noget
uregelmæssig Maade. Han kunde, ved at huske
sig om, ikke forklare sig Sagen paa anden
Maade end følgende. Han og Bestyrelsen
vare blevne paa det voldsomste angrebne
af Levin. Det tilkom egentlig ham som
Formand at svare; men et andet
Bestyrelsesmedlem, der var og endnu er af en
yderst hidsig Karakter, var strax faret op
og havde taget Sagen paa en Maade, som
Bestyrelsen slet ikke kunde være tjent med
og som min Fader ganske misbilligede.
Mens den anden havde Ordet, havde han
siddet med en Papirsax og i Tanker, for
at dæmpe sin Utaalmodighed, bearbejdet
sin ene Kind med den. Nu vel,
Utaal-modigheden blev dæmpet og Bølgerne
bagefter bragte til Ro; men Bakkenbarten
var foreløbig borte, et Offer paa »den

* da Redaktør af »Illustreret Tidende», hvortil
han havde ønsket en Biografi af Lange.

* Ibsen-Fejden.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:45:26 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1902/0434.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free