Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Gustav Vigeland. Af Jens Thiis. Med 13 Billeder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det forklarer en del af det, som er hans
stils styrke, men også en del svagheder.
Hans besög på et par norske
billedhuggeratelierer har været meget korte, og
han synes der udelukkende at ha tilstræbt
at lære sin kunsts håndværk. I
udlandet har han altid arbeidet på egen hånd
og mere med öinene end med hænderne,
mere i gallerierne og kirkerne end foran
billedhugger-kavaletten.
Under den periode i norsk kunst,
som nogle kalder otti-årene} er Vigeland
vokset op — under naturalismen og
impressionismen i norsk maleri.
Har dette havt nogen indflydelse på
ham?
Utvilsomt har det havt indflydelse.
På hans kunsts form, men ikke på dens
indhold.
Uden tvil kjender Vigeland sig selv
i opposition til den forudgående
kunstretning, til »otti-årene», og endnu mere
til »mellem-generationen»* altså både til
naturalismens gjennembrudsmænd og til
deres epigoner.
Ligefuldt turde han være naturalisterne
noget skyldig, og noget meget godt.
Vigelands kunst er först og fremst
fantasiudfoldelse, deres var först og fremst
virkelighedsafbildning. Hans motivkreds,
hans smag, hele hans tankegang er vidt
forskjellig fra deres.
De havde et mål over alle: »det
rigtige». Det individualiserede, lokalfarven,
jordsmagen, bylugten.
Vigeland har et andet mål: det egne,
som er hans eget, ikke de andres, og
han stræver efter i det at kjende
sammenhængen med det almene, det
bestandige, det der altid er og ikke skifter.
Der skal ikke med dette være sagt,
at ikke også naturalisterne strævede efter
at være personlige og var det også, de
bedste af dem. Men de vilde först og
fremst noget andet — det objektive.
Lyriken stod ikke i kurs i de år.
Og de dyrkede jævnheden. De
generte sig for sine mindre hverdaglige
fölelser og skjulte dem på det bedste.
Fordi man frygtede den falske
föl-somhed, som man frygter en
smittesygdom, drev man hidsejagt efter
fölsom-heden i det hele taget. Og ikke bare
sentimentaliteten. Den kan vanskelig noget
slægtled af ungdom stænge helt ude, selv
om det pansrer sig med brutalitet. Og
det lykkedes heller ikke
Kristiania-naturali-sterne. Men især var det dem om at
gjöre at rykke op af sindene alt det,
som lignede pathos. Pathos forekom i
hine år bare i parodiens form. Det var
også i de årene, at jargonen blomstrede
frodigst — den kunstlede jævnheds
tungemål, sproguniformen, hvorpå enhver
kjender sine.
Men en helt igennem pathetisk
kunstner-natur er netop, hvad Vigeland er.
Ironien har i hans kunst ikke en
eneste nokså liden plads — komiken
måske, men ikke ironien, allermindst
selvironien. Hans kunst er åbenhjærtig som
ingens. Han kjender ikke omsvöb.
Hans fölelser er altid hele, helt ud mente.
Hans kunst taler om de störste, de
vanskeligste ting, ofte på en svær og tungt
kjæmpende måde, undertiden på en
ubehersket måde, men altid en ligefrem
måde.
Han hader jargon.
Det er vist det, som gjör hans kunst
så tungfattelig for mange, som gjör, at
han stöder an hos de mange, der er
blit helt afvænt med alvoret i dets
enfoldige oprigtighed, fordi de ikke på
længe har mödt det uden maske.
— Der rådede altså en dyb
modsætning mellem Vigeland og det
kunstnerselskab, han trådte ind i. Og den
råder endnu, skjönt tidsretningen har
jævnet en del ud.
Men med al modsætning er der
noget, som binder Vigeland til naturalisterne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
