Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Hans Thoma. Af Karl Gjellerup. Med 6 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vilde affærdige dem begge med den
let-kjöbte Dom, at det er to Kunstnere,
der ere blevne Malere og burde have
været Digtere — og han vilde tage
fuldstændig feil. De ere begge, hvad de
skulde være; man har ovenfor dem begge
den Fölelse, at det i en sjelden Grad er
lykkedes dem helt at give deres Indhold
i deres Kunst.
Som Phantasimalere staa de begge i
stolt og énsom Opposition overfor den
herskende Strömning i deres Tids Kunst:
Realismen. Og det ikke blot med
Hensyn til den almindelige Kunstretning men
saa godt som i enhver Henseende og
ind i alle Kunstproduktionens Vinkler og
Kroge. Medens Naturcopien, det at
sætte sig hen og male af, var
Evangeliet, og det mer og mer blev Kunstnerens
Samvittighedssag ikke at gjöre et Strög
uden i Gjenstandens hoistærede Selskab,
var deres Princip det stik modsatte:
aldrig at male Billedet overfor Naturen.
Paa en Tid da Impressionismen feirede
sine brutale Triumpher vare de
om-hyggelige Udförere, malende den enkelte
Blomst, Frembringere af »færdige»
Billeder trods nogen gammel Klassiker; — i
Pleinairismens Dage vare de
Ateliermalere, og jo mere höiblond den
mo-derneste Muse farvede sin Kröltop, desto
inderligere syntes deres Kjærlighed at
blive til den stille og strenge Brunette.
Ikke som om der i alt dette laa nogen
Ligegyldighed overfor Naturen. Men
de andres, de paa Gaden raabende
Naturalisters, Forhold til den var ydre;
deres var indre. At optage Naturen i
sig og lade den fortætte sig til Kunst
— det var deres Naturtroskab. En
Uendelighed af Mapper i Thomas Atelier
rumme hans Studier og bære Vidnesbyrd
om det kjærlige Taalmod, hvormed han
fordyber sig i de mindste Enkeltheder.
Som Adolph Menzel gjör sig fortrolig
med Porteepeé og Bandoler i hver Troppe-
afdeling af Frederik den stores Armee,
saaledes tegner han Bladribber og
Stöv-dragere. Men det egentlige Medium
for denne Fantasikunst er Erindringen,
som Grækerne saa sindrig kaldte
Musernes Moder. Hukommelsesevnen hos
begge disse Kunstnere grændser til det
Fabelagtige. En Bekjendt af Böcklin
önskede et Portræt af sin afdöde Moder,
som Maleren havde kjendt; han
anmodede Böcklin om at male det og sendte
et Photographi; — uden at lukke op
for dette malede Böcklin Portrætet efter
Hukommelsen, og Sönnen fandt sin
Moders Billede fuldkomment ligt. En
Kunstelsker blev i Thomas Atelier henrykt
over et Billede af de Carrariske Brud;
han hörte til sin Forbauselse, at
Kunstneren kun havde set dem som alle vi
Italiareisende fra Jernbanevognen af,
hvor han havde gjort en flygtig Skitse;
efter femten Aars Forlob blev dette
Indtryk endnu levende, og han malede
dette Billede, der havde henrykt
Kjen-deren ved sin Nöiagtighed og sin
Naturtroskab.
Naar de nu saaledes stod i streng
Opposition overfor Samtidens realistiske
Massebevægelse, saa adskilte de sig ikke
mindre fra det foregaaendePhantasimaleri.
Hos de gamle Romantikere — Steinle,
Schwind, Richter — var Komposition
og Tegning saa godt som Alt; Farverne
kom til som et underordnet Middel, ofte
nok som et Onde. Navnlig Ludwig
Richter er næsten kun til at nyde i Sort og
Hvidt. Böcklin og Thoma derimod ere
begge Malere, ja Kolorister. Men der er
her en meget iöinefaldende Forskjel.
Böcklin gaar ud paa at lade Farven lyse
med sin intensiveste Kraft — ogsaa i
Mellemgrund og Baggrund at lade den
komme til fuld Virkning, og ved en rigtig
Sammenstilling at smelte Farverne
sammen til en Harmoni af de stærkeste og
fyldigste Toner. Med sin charakteristiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
