Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Dansk Literatur. Aphoristiske Anmeldelser af Carl Behrens. Med 3 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lune i sin Form typisk dansk i Öjeblikket.
Ingen stor Komedieskribent revser i
Holbergs Aand Nationens Sködesynder — men
fra et Forstadstheater klinger i Natten
Revyrefræner, som giver hver offenlig
Personlighed — de höje Ministre dog undtagne —
hver Forholdsregel i det offenlige Liv til
Pris for Munterheden og Harcelleringslysten.
Og James Singletons Bog er Julens Revy,
skrevet med en rutineret Behændighed, med
et Overdrivelsens Lune, som i sin bestemte
Form har skænket sin Forfatter et bestemt
Fysiognomi.
Mens vi er ved Pseudonymerne, maa
Homo Sum ikke glemmes. Under dette
Mærke udkom en Fortælling »Det gamle
Land» (Gyldendal), som tiltvang sig
Opmærksomhed, da det tydelig nok ikke var en
Begynder i Kunsten, man havde for sig.
Den er holdt i en behagelig konverserende
Tone med mange Sidespring og
Svinke–ærinder. Stilen er Verdensmandens, der har
set sig om paa Kloden og nu just ikke
finder, at Köbenhavn er Nordens Athen
eller et Underværk, men en rar, jævn By, hvor
Sladderen gaar fra Hus til Hus. »Det
gamle Land» fremtræder som et Forsög i
den tidshistoriske Fortælling og har som
saadan Krav paa Interesse. Scenerne er
grupperede i den bedste Orden og
Personerne saa talrige og forskellige i Habitus,
at Læseren ikke et Öjeblik keder sig. I
den gamle Maler med de zigöjneragtige
Tilbøjeligheder findes der Tillöb til
Tegningen af en dybt sondersplittet Natur,
medens Hovedpersonen Poul Fasting er for
udsvömmende til, at man rigtig faar Tag i
ham. En ypperlig Scene er dog den, hvor
han strejfer Nordsjælland rundt for at söge
efter den unge Pige, som han frygter, har
gjort en Ulykke paa sig selv. »Det gamle
Land» var da en af de Böger, som mest
samlede Opmærksomheden om sig, selv om
den ikke naaede de Oplag, der betegnede Fru
J. Blicher-Clauscns »Den sidste Hauge» (Det
nordiske Forlag) og Frk. Ingeborg Maria
Sicks »Helligt Ægteskab» (Det nordiske
Forlag) som den egenlige Publikumsliteratur.
Dansk Digtning repræsenteres dog paa
en langt dybere og mere vederhæftig Maade
af yacob Knudsens jyske Fortælling »Sind»
(Det nordiske Forlag) hvor den jyske
Folkekarakters indre Fibrer med stor Klögt er
afdækket, og Harald Kiddes »Aage og
Else» (Det nordiske Forlag), hvis Tusmörke-
poesi aabenbarer et mærkeligt nervöst
dirrende Forfatterfysiognomi.
Blandt Digtere i Rhytmer og Rim staar
atter i Aar Valdemar Rordam i forreste
Række, skönt hans nye Arbejde »Karneval»
(Det nordiske Forlag) ikke paa langt nær
kan maale sig med »Gudrun Dyre» fra i
Fjor. I Corsikas romantiske Omgivelser
skildrer Rördam os en tysk Malers og en
polsk Grevindes Nærmen sig til hinanden
i Kærlighed, men han bruger altfor mange
Omsvöb, altfor mange Biepisoder, inden
han naaer til Hovedsagen. Og der savnes
paa afgörende Punkter Klarhed og fast
Struktur i Digtningen. Sydens Skönhed og
Farverigdom burde have aflokket
Rördam mere musikalske Vers, mere
fortryllende Klange. Men er dette sagt, maa
atter hans store Talent varmt anerkendes.
Blandt yngre danske Poeter er Rördam
absolut den, for hvem den bundne Stil synes
at være den mest naturlige Udtryksmaade.
Versene strömmer fra hans Pen med noget
af en Naturkrafts Voldsomhed. Lad det
saa undertiden gaa ud over Metrum og
Födder — det har mindre at sige, thi man
mærker overalt det store svulmende
Digter-hjærte banke, og i selve Fossefaldets Larmen
er der en Musik, som holder os skadeslös
baade for manglende Födder og hinkende
Metrum. Der er i Valdemar Rördam Stof
til en af de sande Lyrikere.
Om der er det samme i de andre
Poeter, som har vovet sig frem med deres smaa
Digthæfter, er vanskeligere at afgöre. Aage
MattJiison-Hansen er jo ingen Aårsunge*,
han har allerede sendt adskillige Digthæfter
ud i Verden, og hans nye — »Bölgegang»
hedder det (Axel Andersens Forlag) —
aabenbarer ingen ny Personlighed. Der er
noget forflygtiget og aandigt ved denne
Poesi, noget skært og bristende, som virker
sympatetisk. Det smukke Mindedigt over
Viggo Hörup stiftede »Ord och Bild’s»
Læsere et Förstehaandsbekendtskab med.
De to unge Lyrikere Kai Holberg og
Mogens Falk (deres Digtsamlinger: »Viser og
Vers» og »Tvivl» er udkomne hos
Gyldendal) synger med spæde Röster, den ene
om Kærlighed og atter Kærlighed, den anden
i mere resignerede og tusmörkeslörede
Stemninger; begge finder momentvis fine
og nydelige poetiske Udtryk, men begge
er endnu for vage, deres Fysiognomier vil
ikke rigtig præge sig i vor Erindring.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
