Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Folkets Tjenere. Af Gudda Behrend - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de to — for han havde vist ingen Penge
til den Middag — —
Med vrissende Ansigt, men ganske
stille sad Gedde ved Siden af
»Kriger-Skriveren» — Krigeren var falden i Sövn
— i Drömme svævede for ham
gennem-skudte Ben, der krummede sig i sære
Figurer og til sidst blev til lange, skönne
Bogstaver.
Engang imellem puffede Gedde arrigt
til ham,. men han vaagnede ikke.
Og Geddes Tanker solede sig i
Hansens dödelige Fred — han næsten
misundte ham — men paa Kontoret skulde
Gedde Gudskelov ikke mere i Dag —
og nu puffede han saa stærkt til
»Kriger-Skriveren», at denne vaagnede — —
Ligesom gennem et Taagehorn hörte
Blom Præstens Stemme: »Denne Mand»
— det var altsaa Hansen — »havde
været en Tjener — en god Tjener i det
jordiske Liv — han havde aldrig sögt
sit eget — han havde ikke hört til dem,
der bruste op med store Ord og
fordrede meget af Livet — nej, Hansen
havde altid böjet sig i Ydmyghed —
han havde været en Tjener — en
Folkets Tjener–»
Ja, det var netop Ordet, tænkte Blom,
— andet var de jo i Grunden ikke end
Folkets Tjenere — disse usselt lönnede
Embedsmænd, der ikke turde kræve eller
fordre, men sad feje og sammenkröbne
paa deres slidte Kontorstole, og naar
der endelig var En, der havde större
Idealer og stærkere Krav til Livets Glans —
som nu han Blom — saa stod han ene
og uforstaaet, og var han saa endelig
ved et Maal, blev det taget fra ham —
haardt — brutalt–.
Han havde Lyst til at rejse sig op
nu — holde en Tale — overdöve
Præstens Ord, sætte Skræk i dem alle —
— men han blev siddende, tungt blev
han siddende, indtil det hele var forbi,
saa sögte han at snige sig bort fra de
andre, der trængte sig sammen for at
komme til at fölges ad. —
»Hr. Blom gaar vel ikke med!»
hvislede Napoleon og dansede ud af
Kirkegaarden.
Blom fik Lyst til at tale. Han
rettede sig og saa bebrejdende paa
Kollegaerne, der stod omkring ham.
»Nej, ved De hvad — gaa til Gilde
lige efter Hansens Begravelse —»
»I levende Live blev Hansen saamænd
ikke estimeret saa meget af Dem, Hr.
Blom,» snærrede Gedde.
»Naa, velbekomme Dem, mine
Herrer,» sagde Blom, som lod til at
overhore Geddes Ord, »jeg under Dem af
Hjærtet Deres Glæder — Guderne skal
vide, at det er sjældne og surt fortjente
Glæder — föl Dem nu for i Dag som
fri Mænd — i Morgen og alle Dage er
De igen Folkets Tjenere! -— De leve,
mine Herrer!»
I Hast skyndte han sig bort for ikke
at höre de andres Spottegloser.
Han gik tilbage til Kirkegaarden for
at undgaa Fölgeskab — — Galden var
loben af ham, og han ærgrede sig —
han havde ligesom mistet sin kölige
Overlegenhed overfor de andre.
Langt borte kom en Dame ham i
Möde, pludselig slog det ned i ham:
Fröken Marie Nielsen — hende havde
han minsandten helt glemt; han havde
været saa optaget i disse Dage, ellers
var han bestemt gaaet op til hende.
Maaske var det hende — hun havde
vel nok været med til Begravelsen.
Damen kom nærmere: En ung Pige
i mörk Tailormade og sort engelsk
Straa-hat — hun saa net ud — det kunde
godt være Hansens Fröken.
Om han tog Mod til sig nu — saa
slap han maaske for Ulejligheden med
at gaa hen i Hansens Logis.
Han hilste ærbodigt: »Maaske er det
Fröken Nielsen — Fröken Marie Nielsen?»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
