Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Norsk litteratur i 1904. En gjennemgaaelse af Andreas Jynge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORSK LITERATÖR I 1904.
315
trodsen, lægger han tydelig for dagen det
konservative drag, som altid har været til-
stede i hans fremadsögende natur. Der er
overmaade meget af ham selv i den gamles
krav paa fornemhed og renslighed. Og hos
ungdommens rakryggede repræsentant med
den sterke, löfterige arbeidsvilje föles det,
som han netop savner et konservativt ele-
ment, pieteten ligeoverfor det gamle og
evnen til at optage i sig og bevare, hvad
det rummer af værdifuldt. Der er mere
fest end kamphumör i dette stykke. Smilet
bryder stort og lyst gjennem alvoret. Og
Björnson viser ätter sin evne i kraftig, sam-
mentrængt menneskeskildrende kunst og i
at dänne et virkningsfuldt, morsomt en-
semble. Men der er til sine tider et slemt
misforhold mellem værdien af det, som
sker, og af det, som gjennemleves, mellem
den ydre og den indre handling. Det er
mere end en gång paa nippet til at frem-
kalde, ufrivillig komik.
Af de forfattere, vi nu maa regne med
i norsk literatur, er der hidtil bare etpar,
som har skrevet verker, vi har grund til
at tro vil leve ialfald et stykke ind i frem-
tiden. Men der er ikke saa faa, hos hvem
der spores en personlighedens styrke, hvor-
af den karakterfulde kunst har skudt og
kan sky de frem. Og naar man tager for
sig fjoraarets literatur, fåår man det tyde-
ligste indtryk af, at her ikke hersker lig-
hed og ro, men ulighed og uro. De nor-
ske forfattere er vidt adskilte individuali-
teter. Nu som för. Garborg, Kinck, Hei-
berg, Hamsun, Thomas Krag, Tryggve
Andersen, Collett Vogt, överalt forskjellig-
heder og modsætninger. Vi tyder det som
tegn paa en frugtbar, gjærende folkejord-
bund.
Midt imellem de gamle og de nye
staar Ar?ie Garborg. Hans »Knudahei-
brev» former sig efterhaanden baade til
hans egen og samtidig til den norske bonde-
stands historie, slig som han ser den, i
fortid, nutid og fremtid. Brevenes poeti-
ske grundtone er den sterke, dragende
»heimhugen», fölelsen af menneskesindets
naturbundne sammenhæng med hjemme-
jorden. Bonden i ham er vaagnet til fuld
bevidsthed. Garborg er ogsaa i bogstave-
lig förstånd vendt hjem igjen og har byg-
get sig en stue i lyngheien paa Jæderen.
Men de samme træk, som karakteriserer
den forudgaaende tid af hans personlige
livssaga, opgivelsen af sit eget ligeoverfor
det ■fremmede med den deraf fölgende rod-
löshed og fölelse af hjemlöshed, fmder han
igjen i den udvikling, bönderne har gjen-
nemgaat. Og det bliver i virkeligheden en
mangehundredaarig misstemnings arv, han
bærer paa, og som han udmynter i disse
ofte fanatisk bedske udfaid mod embeds-
styret og alt det, som for ham er frem-
medvælde og udtryk derför, og da först og
fremst mod det herskende norske tale- og
skriftsprog. Der fmdes i de månge kra-
kilske smaapillerier löierlige fordreininger og
urimeligheder. Men hovedsagen er dog,
at hans angreb er ganske naturnödvändigt
for ham som de gamle bönders bitre efter-
maalsmand og som den troende hövding
for den gjenfödte, helnorske bondestand,
hvis komme han forkynder. Knudahei-
brevene virker som en indtrængende appel
til bönderne om ikke at gaa ind i det
fremmede element eller lade sig overmande
af udvandresygen, men blive trofast og taal-
modig ved sit arbeide med hjemmejorden
og gjöre sit sprog til det herskende i landet.
Det er den nationale hovedströrnning
hos Garborg, som fylder hans nye bog.
Men som et mindre löb ved siden gaar
ogsaa den religiöse strömning. Den former
sig her ikke til grubleri og urolig længsel,
men den viser sig i det billede, han giver
af sit pietistiske barndomshjem, og i be-
retningerne om den vækkelse, som dengang
hærjede Jæderen med vanvittig synderædsel
og hovedlös syndedyrkelse. Det var ud
af dette mörke, Garborg bröd som ung
gut. Ogsaa her har han forlængst begivet
sig paa hjemveien, men de strog, han nu
gaar gjennem, ligger höiere oppe med fri-
ere udsyn över menneskelivet; han nærmer
sig — ikke til helvedprædikanten — men
til profeten fra Nasaret, han, som sagde,
at Gud er faderen.
Den Garborg, som förer pennen i Knu-
daheibrevene, er snart den ironiske pole-
miker, snart den solide fortæller, men han
er ogsaa lyrikeren og enthusiasten. Gjen-
nem det mangfoldige, men ogsaa stadig
varierede stof slynger der sig et fint islæt
af stemningslyrik i farveskjön, rythmisk
prosa. Han er den aldrende månd, som i
glad uro streifer om mellem de hellige
minder fra barneaarene, han er ätter det
tungsindige jæderlandskabs digter. Og det
er, ligesom dette Jæderen har præget hvert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
