Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Johan Sebastian Welhaven. Av Andreas Jynge. Med 8 billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHAN SEBASTIAN WELHAVEN
627
fra guttedagene av hadde han
visst, at han var noget.
Faren beundret ham og skäl jo
ha sagt: »De andre fåår
karakter for sin flid, men du
for dit geni.» Og skjønt han
var en doven fyr, blev han
trukket frem av den av
læ-rerne, som der stod mest
glans av, den bekjendte
ber-genske poet og original
Lyder Sägen, — gutten kunde
jo deklamere og tegne
karri-katurer. Saa kom
studenter-tiden og dermed hans første
livskrisis, da han gik og hadde
det ondt, meget at leve for,
men ingenting at leve av, med
store krav til livet, men smaa
utsigter til lysere dage, fordi
han ingen vei kom med sine
studeringer. Da blev hans
selvfølelse holdt oppe ved den
tillid til hans evner, som blev
vist ham i den lille, i sjelden
grad intelligente
kamerat-kreds, der talte mænd som
Schweigaard og P. A. Munch. Og dog er
der ikke tvil om, at de dages kulde gjorde
pansret om hans indre tættere, samtidig
som hans egen og forholdenes utvikling
drev ham frem og ind i kamphvirvlen.
Her møtte han op først og fremst med
den uryggelige overbevisning om at ha
ret. Men ogsaa for endel med
autoritets-stemplede vaaben. Desuten med
bevisst-heten om at staa i pakt med det lille
parti, som var det gode parti. Det ga
paa engång tryghet og
mindretalsoppo-sitionens paagaaenhet. Og skyheten i
hans natur har sagtens baade dengang
og senere øket farten og fyrigheten, naar
han lot det bære løs, offentlig eller i
kameratkredsen og selskapslivet.
Han var bergenser av fødsel og var
det nok ogsaa av væsen. Han bar til-
WELHAVEN SOM UNG STUDENT. OLIEMALERI AV
JACOB CALMEIER. Tilhörer familien Welhaven.
syne baade bergenserlivligheten og
ber-genserkryheten. Han funket av vittige
utfäld, men tok ogsaa pusten fra folk
ved overhændige hensynsløsheter. I saa
henseende gaar der ord av ham endnu
den dag idag. Det hændte, han ikke
var bitende, men slemt taktløs. Han var
ikke nogen korrekt, men dog en
ypperlig selskapsmand. Hans »ildhu», hans
»lune» rev med sig. Hans vakre ydre
— fremforalt de straalende øine —
gjorde ogsaa sit. Der er nok av vidnesbyrd
om, hvad han var som tåler og endnu
mere i en samtale. Selv om han var
mere aapenmundet end aapenhjertet, saa
ga han dog her efter ait at dømme
meget mere av sin personlighet end i sin
formstrenge, tilknappede kunst.
Den hjemlængsel, som er saa karak-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
