Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - En Bog om den italienske Renæssance. Af Carl Behrens. Med 1 bild
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
onde Dage, hans Listighed udviklet til
virkelig Kunst — Idealet for en Fyrste og
Hærfører var at være »Løve» og »Ræv»
paa samme Tid — hans Beherskelse af sig
selv fuldstændig, selv midt i Forbrydelsen.
Rertæssancemennesket var da en
Livskunstner, som formede sin Skæbne med egen
Haand. Hans Liv blev en Blanding af
voldsom Lidenskab og beregnende Visdom,
af den dybeste Umoralitet og de mest
beundringsværdige Handlinger, hans
Tilbøjeligheder dirrede frem og tilbage mellem
en løssluppen, ofte dyrisk List og de
højeste aandelige Interesser.
Renæssancen staar i Flor over hele
Italien, ved 20 suveræne Hoffer, i 50
uafhængige Stæder. Overalt samme
Udvikling af Storhed paa et lille Omraade,
samme Liv med dets utæmmede Lidenskaber
og dets grænseløse Begejstring. I en
Atmosfære, som er fuld af Brutalitet og
Barbari, af raffinerede Sanser og fordærvede
sædelige Begreber, hæver Kulturen sin
friske Blomst. Naturen maner til Livslyst,
til Mod og Sandhed i Gærning og Væsen.
Rige, aandelige saavel som materielle
Livskilder springer, og Menneskene læsker sig
betagne ved disse Væld. Renæssancen
strømmer frem som en Flod, hvis
Hurtighed kun forøges af de Hindringer, den
møder. Den befrugter alle intellektuelle
Bestræbelsers Væxt i disse modtagelige
Sind og skænker Menneskeheden Frugterne
af en lang Brydningstids Kamp: Tankens
Frihed, Skønhedsdyrkelse, religiøs Tolerance,
Videnskabernes Blomstring, det praktiske
Livs Omsætning i ordnet Handling,
Fællesskabsfølelse mellem alle dannede Folk, hele
den menneskelige Aands Foryngelse. Disse
Triumfer vindes gennem et Forbund
mellem den antike Lære og den nyvundne
Virkelighedsdyrkelse, og de har senere lyst
som alle Tiders Ledestjærne, hvor tungt
Mørket end stundom er faldet over Verden.
Saaledes opruller Werner Söderhjelm
den Renæssancebaggrund, paa hvilken
Bogens vexlende Billeder springer frem i
Relief. Selv portræterer han Petrarca og
Boccaccio. Petrarca skildres som de
kommende Slægters aandelige Stamfader. Hans
Samtid saa i ham Inkarnationen af Lærdom,
Livsvisdom, Digtning og Patriotisme. Han
var de stille Studiers Mand, men følte sig
ogsaa draget mod den Hyldest, der
brusede om ham, hvor han end viste sig.
Som Kærlighetsdigter er han helt moderne,
i sproglig og metrisk Henseende peger han
langt fremad. I Boccaccio, Petrarcas mest
hengivne Ven og hans skarpeste
Modsætning som Karakter, træder det levende Liv&
Digter op paa Skuepladsen. Han grunder
Renæssancens blodrige Dyrkelse af
Kvinden, han skildrer det levende Liv, som han
ser det for sine Øjne. I »Dekamerone»
fremstiller han selve det sydende
Renæssanceliv med dets Modsætninger og
Lidenskaber. I disse hundrede Historier vexler
den groveste og lystigste Plumphed med
den mest eteriske Kærlighedsstemning eller
den mest ideelle, overmenneskelige
Moralitet, som i Historien om Griseldis,
Folke-literaturens berømte Type paa den
altop-ofrende, underdanige Hustru. Men forøvrigt
er i disse Historier Menneskenes Skæbne
fremstillet i hastige Overgange — Lykke og
Ulykke, Ære og Vanære, Fattigdom og
Rigdom følger hurtig paa hinanden. Som
Söderhjelm siger: Kunsten er at være saa
forslagen som mulig, altid at vide at komme
helskindet fra det. Løgnen fordømmes ikke,
hvis dens Formaal er godt, og den maatte
være en Taabe, som ikke drak af
Nydelsernes fulde Bæger. Boccaccio hævder dog
ogsaa Renæssancens store Idealer. Han
priser Sjælsstyrken i alle Forhold,
Selvbeherskelsen og Foragten for Smerten, og
den Dyd, han præker, har megen Lighed
med Renæssancens tidligere nævnte virtu.
Ligesom Petrarca skarpt fordømmer
Fødslens Forrettigheder, saaledes forsvarer
Boccaccio i »Decamerone»s sidste Dag den
fuldstændige Lighed mellem alle
Mennesker. Kun ved forskellige Grader af Dyd
afviger de fra hinanden.
I dette for sin Umoralitet endnu i vore
Dage angrebne Værk er der dog til
syvende og sidst et Slags moralsk Ideal, som
peger ud over Renæssancen: Forfatterens
egen, sunde og hæderlige Livsanskuelse,
som skimtes bag ved de vexlende Malerier
— en Livsanskuelse i Slægt med den, som
et Par Aarhundreder senere gør sig
gældende hos en med Boccaccio nærbeslægtet
Kæmpeskikkelse i den franske Literatur:
Rabelais.
Videre skildrer Werner Söderhjelm
Humanisten Poggio Bracciolini, en af de mere
sympatiske Skikkelser i den brogede Skare,
han tilhører. Hans Fortjenester af den
klassiske Literatur er uudslettelige. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
