Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Per Hallström. Af Harald Nielsen. Med 3 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PER HALLSTRÖM
63
dag slipper den ved vogterens uagtsomhed
ud og fylder byen med skræk. Alle
flygter for den, men børnene, der leger paa
Orto san Michele, naar ikke at komme
tidsnok afsted. En af dem, en lille dreng,
snubler, og løven lægger sig med poten paa
ham. Denne dreng, Orlando hedder han,
er søn af en garnfarver, som i et opløb
er blevet dræbt af en personlig fjende,
smeden Pela. Sobilia hans moder havde
da endnu ikke født ham. Siden har hun
ruget over hævnen, som det nu ser ud til,
at skæbnen for stedse vil berøve hende.
Med fortvivlelsens mod gaar hun ind paa
løven og henter sit barn fra dens kløer.
Fra dette øjeblik bliver han betragtet som
løvens fostersøn. Han og hævnen vokser
atter ved Pelas side omstraalet af den
mirakuløse redning. Det er samtidig, som om
lykken har forladt denne. Tryghedsfølelsen
er taget fra ham, og sorgerne kryber
nærmere hans tærskel.
Imidlertid gaar ogsaa løven sin skæbne
imøde, og en dag, da Orlanduccio som saa
ofte før besøger den, kæmper det store
dyr den sidste kamp. Endnu en gang retter
den blikket ud imod et fjernt, den ikke ser,
en drøm eller et minde. Dette blik, hvis
udtryk Orlando endnu ikke forstaar, fylder
ham med undren og tøven. Men stadig
vokser han sig større og kraftigere, og
hævnens dag nærmer sig. Pela ser den
komme. Som en skyggeagtig løveskikkelse
kreser den om ham. Et for et rives hans
børn fra ham ved allehaande sælsomme
ulykker. Han ser glæden i Sobilias øjne,
men han formaar ikke længere at føie had.
Noget er bristet inde i ham. Han angrer
ikke, men føler en sælsom medlidenhed
med sin fjende, med sig selv, der dræbte
ham, med næsten alt andet, der lider og
volder lidelse, selv med Sobilia, hvis sjæl
dengang blev forstenet.
Hun maner stadig sønnen til hævn.
For ham er daaden efterhaanden bleven
saa lille hverdagsagtig og selvfølgelig i
sammenligning med alt det, han har drømt
om og, uden at han har tænkt over det,
har den stadige paamindelse kølnet hans
følelse for moderen.
Endelig en dag sker saa, hvad der
maatte ske. Hurtig som den selvfølgelighed,
den alt længe har været, fuldbyrdes hævnen.
Orlanduccio ser ind i sin fjendes bristende
øjne, men møder intet af det, han har ven-
tet at finde. Den døende synes aldeles
at have glemt ham og deres had for noget
andet, vigtigere og større. Det er løvens
blik, Orlando møder paany. Tavs og
tankefuld gaar han hjem, men da moderen
vil omfavne ham i jublende glæde, skyder
han hende fra sig. »Jeg er kommet for
at sige farvel. Langt eller kort, aldrig
tilbage til dig. . . Jeg har meget at finde og
meget at betænke.»
»Den saga man havde ventet at faa at
høre om Orlanduccio del leone blev aldrig
skreven .. . maaske havde han nok med
at finde sig selv og sin plads i
tilværelsens gaade.»
Atter beundrer man det lysdunkel, Per
Hallström er en mester i at frembringe.
Som en skygge glider løvens døende blik
fra Pela over paa Orlanduccio, og man føler
det vide sig og vide sig, indtil det
omfatter os alle. Livet vandrer i dødens skygge.
I »Hemlig idyll» er perspektivet
detsam-me —dødens uendelige; men dog
betydeligt simplere. Det hele handler om en
kærlighed, der skabes af tilfældigheder og som
er bestemt til at blive en episode. En
ung adelig dame har skjult sig i porten t
hvor den unge republikanske skriver bor.
Han gemmer hende for forfølgerne, og i
nogle dage maa de leve i samme værelse
med døden udenomkring, indtil hun kan
slippe bort.
Da han senere faar hendes brev, hvori
hun spørger, om de nu, efter at have
gennemlevet døden sammen, skal prove livet,
svarer han: nej. Han vil ikke miste den
»rymd», døden har hvælvet over hans liv.
Alt, hvad livet endnu kan byde, vil i
rigdom og fylde staa tilbage for disse faa
dage. Han vil ikke forstyrre mindet om
dem.
Endelig er der beretningen om Melchiors
sidste rejse. I første plan er det en
skildring af en forkommen »storsvensker», en
kostelig skildring, rig paa uforglemmelige
træk. Men som altid i Hallströms
digtning viger det nærmeste tilside og aabner
udsigt til fjernere horisonter.
Det er mere end en doven og forfalden
herremand, der skal sælge sin hest. Det
er en månd, der nu har forbrugt sit liv,
som er i færd med at sætte det sidste af
det overstyr. Denne hest, der engang var
fin og skøn og løb muntert til fest, og som
prangeren nu ikke vil byde paa, det er ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
