Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Första häftet - Nutidens Frankrig. Af Georg Brandes. Med 10 Billeder. I—VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SO GEORG BRANDES
skuernatur, men som nu uden
Deltagelse i det daglige Haandmæng
ovenfra som fra et Luftskib lod sine
Bomber falde i Hovedet paa Modstanderne.
Der var endvidere Emile Zola, som
op-traadte tidligt, udsatte sig mest og
bødede haardest.
Til Venstre gik fremdeles Octave
Mirbeau, den af de nulevende franske
Skribenter, som har de skarpeste
Væd-sker; trods sin store Formue
lidenskabelig Anarkist, med en Pen dyppet i Galde.
Hadet til Adelsmand, Borger og Klerk
er hans Inspiration. Hans Skuespil som
hans Romaner svælger i grusom Spot,
pisker med Svøber.
Til Venstre gik som gammel Ven af
Oberst Picquart Marcel Prévost, der
hidtil med sine Kvindebreve, sine
Halvt-Uskyldige og andre lignende Skrifter
havde været en ret verdslig Forfatter,
iøvrigt nu og da meget underholdende,
omend hans personlige Stil lod
adskilligt tilbage at ønske, men som fra da
af slog om, blev alvorlig og ærbar uden
dog derved at udvikle sig kunstnerisk.
Til Venstre gik endelig Frankrigs
ypperste Videnskabsmænd, Filologer som
Gabriel Monod og Gaston Paris,
Naturvidenskabsmænd som Emile Duclaux og
ikke faa fremragende yngre Skribenter.
De ældres Hjerte blødte derved. De
tog undertiden Parti under Taarer;
saa-ledes Gaston Paris, der med hele sit
Sind tilhørte det gamle Frankrig og hvis
Valgsprog var Rolandskvadets rørende
Vers:
Ne placet Diex, ne ses saints, ne ses Angles,
Que ja por mei perdit sa valör France!
Men for ham som for den ædle
Duclaux var dette et Spørgsmaal, om
Sandheden skulde søges eller undertrykkes.
Til Højre gik — foruden hele Kirken
og hele Hæren og hele Pressen med
Undtagelse af nogle faa Blade [VAurore,
Le Siede, La Depeche de Toulouse, en
kort Tid Le Figaro, der imidlertid ved
sin Sandhedskærlighed mistede saa mange
Abonnenter, at Bladet nødtes til at slaa
om) — Francois Coppée. hvem Zola havde
tiltænkt Rollen som den Uskyldiges
Redningsmand og hvem den en kort Stund
fristede, men hvis Enfold og hvis
Lidenskab for Hærens store Minder gjorde
ham til et let Bytte for Nationalisterne.
Han bar, sagde han, i sit Hjerte »en
Grenaders Bjørneskindshue fra
Kejsertiden».
Til Højre gik Brunetiére, der ikke
skammede sig ved at beskylde de
sandhedskærlige Forskere, der havde
erklæret Beviserne for den Fangnes Skyld
utilstrækkelige, for en Individualisme,
der førte til Anarki. Snart fremkom
han med sit berygtede Udsagn, at
Videnskaben havde spillet Fallit. Vel havde
han altid som Kritiker været stiv
Doktrinær; men han havde, om end uden
synderligt Held, forsøgt at indføre
Darwinismen i Literaturens Historie og skrevet
Ly rik ens Evolution, Kritik ens Evolution
o. s. v. Nu gjorde han Vendingen over
til katolsk Ortodoksi. Hans Indflydelse
var meget stor; han havde som
Univer-sitetstaler en uhyre Tilhørerkres og han
havde som Direktør af Revue des deux
mondes dette gamle, ansete Tidsskrift til
sin Raadighed. Han havde søgt sin
Originalitet i at hævde det 17.
Aar-hundredes franske Literatur som den
eneste klassiske og ægte overfor det 19.
Aarhundredes forskellige Retninger og
Skoler. Nu vendte han sig forsaavidt
endog mod sin tilbedte Bossuet, som han
bebrejdede ham hans Gallikanisme d. v. s.
hans Stræben efter at hævde den
franske Kirkes Selvstændighed overfor Rom,
erklærede sig enig med Bossuets
romerske Modstandere, og selv foretog en
Pilgrimsfart til den hellige Fader, af
hvem han blev modtaget i privat
Audiens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
