Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Första häftet - Nutidens Frankrig. Af Georg Brandes. Med 10 Billeder. I—VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32 GEORG BRANDES
blevne paa deres Poster. De, som
sejrede, har mest med Sorg set
Antipatrio-tismen, som den repræsenteres af
Gustave Hervé og hans ingenlunde
ubetydelige Bog Leur Patrie, fremgaa af
deres Kampe. Sejerherrerne nærer en
vemodig Uro for at have svækket
Frankrigs militære Modstands- og
Angrebs-kraft, mens de kun vilde vække dets
Retsfølelse og udløse det af
Nationalismens Klemme.
VI.
Ser man rent literært paa
Udviklingen i Frankrig, fåår man Øje paa tre
Slægtled. Først Bedstefædrenes
Generation: I Lyriken: Lamartine, Victor
Hugo, Alfred de Vigny, Alfred de
Musset, der alle har udøvet en mægtig
Indflydelse. (Sully-Prudhomme stammer som
Tankedigter ned fra Vigny’s Tankedigte).
I Romanen: George Sand, der
fremkalder Octave Feuillet, og Balzac, fra hvem
i næste Slægtled Emile Zola udgaar. I
Filosofien Eklektikerne med Victor
Cousin i Spidsen, fra hvem intet udgaar,
de er golde som Muldyr. Dernæst Comte
og Littré. Positivismens Stifter og dens
Tolk, der især gennem den Indflydelse
de i England udøvede paa Stuart Mill,
atter paavirker den franske Filosofi.
Dernæst er der Sociologerne,
Saint-Simo-nisterne, Victor Considérant, Fourier,
fra hvem ikke blot Nutidens Socialister
i Frankrig, men Tysklands stammer.
Saaledes er — som det for faa Aar
siden blev oplyst — Karl Marx’s og
Friedrich Engels’ berømte
Kommunisten-Manifest fra 1849 næsten kun Oversættelse
fra Victor Considéra’nt. I Kritiken er
denne Slægts Stormænd: Sainte-Beuve,
Gautier, Nisard, Planche.
De fleste af dette fjerne Slægtleds
Mænd udøver, skønt mange af dem læ-
ses flittigt endnu, ikke mere nogen
synderlig Indflydelse. Mest levende blandt
dem alle er vel Balzac. Enkelte af dem
er som Indflydelse døende eller døde; fra
Hugo og Musset som Lyrikere udgaar
ingen Paavirkning mere.
Saa er der de nærmeste Forfædre, det
foregaaende Slægtled, Fædrene: Renan,
Taine, den yngre Dumas, Flaubert,
Goncourt, Zola, Leconte de Lisle, Becque,
Baudelaire, Verlaine.
Af dem er som Indflydelse Dumas
død, Goncourt død, Zola død, Taine
død.
Intenst levende er særligt fire: Renan,
Flaubert, Baudelaire, Verlaine, hvis
Indflydelse endnu er uberegnelig.
Der er heri noget ikke let
forklarligt, noget, som udkræver Studium og
Overvejelse for fuldt at förstaas, nemlig
dette: Hvad er det, som gør, at af en
Række Aander, alle fremragende og
tilsyneladende ikke synderlig forskellige i
Værd, er der enkelte, hvis Indflydelse
slukkes med deres Liv, andre, hvis
Indflydelse vedvarer, ja forstærkes efter
Døden, selv om Døden først rammer dem
som gamle Mænd?
Gautier beundres endnu i vore Dage,
men paavirker ingen. Heredia lige saa
lidt, saa ypperlig og udadlelig han er.
Maupassant læses stærkt, men paavirker
ikke.
En Aand som Renan derimod er
trods det Barbari, hvormed han er
blevet angrebet umiddelbart efter sin Død,
som Aand at sammenligne med
Triumfbuen i Paris, fra hvilken en hel
Stjerne af Alleer udstraaler.
Ved Stilens Mesterskab er Flaubert
ligeledes forblevet et Forbillede og (hvad
jeg for min Del beklager) ved en
Perversion af Smagen Baudelaire. Der er
faa af de yngre Lyrikere, paa hvem han
ikke har virket, og de Kritikere, der,
som Brunetiére og Faguet, har nægtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
