Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Den evige Dröm. Af Albert Gnudtzmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
**************************************
DEN EVIGE DRÖM
Af ALBERT GNUDTZMANN
DER KOM EN DAG en Mand
vandrende ad en af de man-
ge Veje, der förer til Rom,
og det var nu netop Rom,
han kom til. I Haanden havde han en
Vadsæk, af de gammeldags broderede;
deri var hans faa Ejendele. Paa
Hovedet bar han en bredskygget Straahat;
den havde en Gång været ganske hvid,
men nu var den brændt sennepsgul af
den flammende italienske Sol, for skönt
det var henne i September, stod der som
et vildt Baal af Solglöd over hele
Landet. Paa Födderne havde han et Par
gråa Lærredssko, og hans Skjorte var
krænget til Side, saa det stærkt
fremspringende Brystben saas, men ellers var
han ikke videre sommerklædt. Hans Töj
var mörk og groft, men han havde
ganske vist slidt det temmelig tyndt, og det
hjalp vel altid lidt.
Manden var helt ung, ikke stort mere
end et Par og tyve. Men noget videre
frejdigt og frodigt var der ikke over ham.
Skikkelsen var mager, Kinderne
indfaldne; det var ikke frit for, at han syntes
lidt skrutrygget, og Solen havde ikke
rigtig haft Held med at brune hans af
Naturen blege og visne Hud. Men Öjnene
var store og straalende og helt lyseblaa.
Man vilde straks sige, at han maatte da
være Nordbo.
Det var han ogsaa. Karl Langtoft
var hans Navn; han var fra Helsingör.
Da han var i Konfirmationsalderen, var
det allerede gält med Brystet, det var
heller ikke saa underligt, for begge
Forældrene var döde af Tuberkulose. At
sende Karl til et Sanatorium kunde der
ikke vare Tale om; Smaafolk havde nok
andet at bruge deres Penge til. Men
saa var det, man fik ham sat i Malerlære.
Der var en Onkel, der havde hört, at
Terpentinen skulde være god for Lunger
og de Dele; Malerlære det var det
eneste.
Det lod næsten til, Onkelen havde
Ret. Karl blev ikke daarligere; det lod
endogsaa til, at han bedredes en
ubetydelig Kende. Han fyldte Snesen og
var da altsaa ikke död endnu; han
syntes i Grunden, han havde det helt godt.
Men naturligvis maatte man passe
paa sig selv, og de Förnöjelser, unge
Mennesker ellers plejede at dyrke, dem
maatte han pænt lade färe. Han kunde
hverken give sig af med legemlige
Idrætter eller indlade sig paa Nattesvir, Dans
eller noget af den Sort. Hvad skulde
det for Resten ogsaa. have fört til? Med
den Sygdom, han havde, gjorde man
bedst i at gaa saa langt af Vejen som
muligt for de smukke Piger, og Karl
Langtoft gjorde det. Han lod de brune
Øjne og de blåa, de grönne og de gråa
skinne for sig som Himlens Stjerner
skinnede; han tænkte ikke paa at række
Haanden ud efter dem, og kun i enkelte,
ensomme Stunder kunde hans syge Bryst
snöre sig sammen i vaandefulde Længsler
efter noget usigeligt, som han fölte svæve
om sig, forbi sig — men aldrig komme
sig nær.
Men én Lidenskab havde han, og
den groede sig stærkere fra Dag til Dag.
Ikke vilde han hele sit Liv igennem
nöjes med at stryge Doré og Vinduskarme;
Kunstner var det, han vilde være. I sin
Fritid malede han Lærreder, som hans
Kammerater beundrede, dels fordi de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
