- Project Runeberg -  Ord och Bild / Tjuguandra årgången. 1913 /
256

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Intet uden Roser. Eventyr. Af Svend Leopold

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

256

SVEND LEOPOLD

Taarer i Öjnene, »hvor jeg dog elsker
Dig».

»Glem ikke Krukkerne», sagde
Lægen.

»Se, hun strækker sine Arme ud
imod mig», hulkede Hs: Höjhed.

»Salt og Lavendler», snerrede Lægen.

»Min Röse», sukkede Prinsen.

»Onsker De mere Syltning?» spurgte
Vennen.

»Farvel, Farvel for evigt», hviskede
Prinsen næsten uhörligt. Han gemte sit
forstyrrede Ansigt i de hvide Hænder,
og han tænkte:

»Jeg har dog elsket, skönt det har
kostet mig mere Moje og Besvær, end
jeg har haft i hele mit övrige Liv. Jeg
har levet, og jeg har elsket, derfor
græder jeg nu. Lad os saa komme hjem
til Hvidkaalens Land, hvor man altid
taler om Politik og Kartofler. Jeg vil
fra nu af kun interessere mig for Roer
og Bönder. Men jeg glemmer hende
aldrig, og jeg savner hende allerede nu».

»Saa er det bedst, vi forsvinder»,
sagde Lægen.

Hurtigt ilede de ned ad den hvide

Marmortrappe. Da de kom ud i
Slots-gaarden, holdt der to lange Rækker
fraspændte Vogne, stuvende fulde med
tomme Potpourrikrukker.

»De venter paa os», sagde Lægen, »lad
os endelig komme afsted. Man kan
ogsaa faa for meget af Poesien».

Saa skyndte de sig bort gennem
Rosenskoven, der rodmede i det
vaag-nende Dagskær.

De havde et Hastværk, som flygtede
de i Hui og Hast for Elskoven og
Poesien.

Næste Morgen stod de igen ved
KartofTellandets Grænse.

De var hjemme — og de aandede
lettere!

Man siger, at Prinsen senere hen i
Tiden blev en god Konge. Kun var
han en Smule sær, han kunde ikke taale
at se Roser.

Og hvad der var endnu mærkeligere
— hans Livlæge havde ogsaa Aversion
mod disse dejlige Blomster.

Naar de to Herrer saa en Röse, blev
de ganske blege, og i ethvert Tilfælde
Prinsen havde Taarer i Öjnene.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:58:44 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1913/0279.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free