Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Bogstaven ihjelslaar. Fortælling af Aage Madelung
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
AAGE MADELUNG
vandske Kendsgerninger. Jeg kunde have
taget mig min Gerning lettere om ikke
af anden Grund saa af den, at
Arbejderne paa Godset, Karlene, jeg havde
med paa mine natlige Strejftog, ja,
næsten alle Mennesker, jeg kom i Beröring
med, stammede fra Landsbyen og var
den hengiven med Krop og Sjæl. Jeg
kunde have undskyldt mig med daarlige
Öjne og svag Hörelse som Karlene, der
fulgte mig. De saa aldrig noget og
hörte endnu mindre. Spurgte jeg dem
under vort Ridt: Var det ikke Heste,
der prustede? rystede de tavse paa
Hovedet, og saa jeg en broget Ko staa og
skinne med sine hvide Pletter i den
natdunkle Klövermark, flk jeg först mine
Karle til at lukke Ojnene op, naar jeg
greb til vækkende Midler.
Hvorfor saa og hörte jeg altid noget,
naar jeg havde Vidner paa, at der
hverken var noget at höre eller se?
Dette satte efterhaanden ondt Blod.
Til at begynde med ansaa
Landsbyen min tjenstlige Iver for
ungdommelig Uforstand og lod sig ikke mærke
med noget. Nogen Tid efter kom man
i Tanke om, at jeg trods min Ungdom
maatte have visse Hensigter med min
Samvittighedsfuldhed, og man viste mig
nu, hver Gang jeg red gennem
Landsbyen til Möllen, en ligefrem demonstrativ
Venlighed. De unge Piger, der
opskör-tede til Taljen stampede Ler og Avner
sammen midt paa Landsbygaden, lo
daarende til mig, raabte, at jeg skulde
komme og hjælpe dem, bad mig föle
paa Lerdejgen og skönne, om den var
tjenlig til Murværk. Og medens jeg
fölte paa det æltede Ler, fortsatte de at
træde i det, som traadte de en
Offerdans med deres hvide og slanke Ben og
indviede mig i en mystisk Kultus fuld
af Besværgelser om at forsage alle Ben
med Hove og Klove for kun at bekende
mig til deres slanke og hvide Pigeben.
Men ak, jeg forstod ikke den Gang, at
Guderne kan paatage sig alle Skikkelser,
og jeg steg til Hest og red vantro bort
for at maale Tolden op i den gamle
Vandmölle.
Og tilsidst mente Landsbyen at
forstaa, at min Uforstand ikke kom af min
Ungdom, men af min Ondskab, og at
jeg ikke bröd mig om at leve i Fred
med Menneskene og de andre
Skabninger, der befolker Jorden og dens
Græsgange.
Og Landsbyen vendte sig fra mig.
Der var ikke mere nogen, der lo
daarende til mig. Jeg havde en Fölelse
af at være usynlig, naar jeg kom ridende
med Hest og det hele, og uhorlig som
en Spögelserytter. De varme
Höst-eftermiddage blev saa kolde og
uhyggelige, saa snart jeg kom ind i
Landsbyen: Ingen duftende Blomster, ingen
gyldentsvangre Meloner og Græskar,
ingen Smil og Hilsner! Jeg saa lige
frem mellem Orene paa min Hest, saa
intet andet, end hvorledes dens Ören
klippede op og ned, efterhaanden som
den tænkte paa det ene eller andet.
Uvilkaarligt undgik jeg Landsbyen
og red en Omvej over Godsets Marker,
hver Gang jeg skulde til Möllen for at
maale Tolden op.
Men Landsbyen forfulgte mig ind
paa Godsets Enemærker. Arbejderne blev
ogsaa tavse og indesluttede og uvillige,
ja tilsidst næsten trodsige. Arbejdet
gik surt og trægt fra Haanden, og jeg
fölte mig saa ene, som för jeg kom til
Verden. Nej, der var dog et Menneske,
der blev ved at være den samme mod
mig, som han altid havde været, og
dette Menneskes Tilstedeværelse, saa
uvæsentlig den ellers forekom mig og
alle andre, var mig en Tröst i min
Ensomhed, skönt Mennesket hed Nachmann
og kun var en Jöde, saa sandt, som jeg
skriver dette. Den förste Dag, jeg kom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
