Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ullerup-Stenen. En Minde-Fantasi. Af Jakob Knudsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULLERUP-STENEN
603
men det var som at se ind igjennem
Døden til hende.
Der kan være noget brutalt ved
saadan en lille, lysegraa Kampesten; den
bestaar, mens Menneskene svinder bort
som Taager.
Der var ellers ogsaa noget solidt
ved Menneskene den Gang, noget saare
oprigtigt. Ikke, at de jo godt kunde
være Fantaster — det var alle
»Kontrollørens» f. Ex. — Men de elskede
— i hvad Slags de saa ellers hørte til —
allesammen Livet saa oprigtigt og
oprindeligt. Paa dette Punkt, synes jeg, der
er sket en beklagelig Forandring med
Menneskeheden siden min Barndom.
Den Slags Overgange tager et Væsen
som Ullerup-Stenen sig ikke nær — af
flere Grunde, men bl. a. fordi den lever
saa længe; den kan betragte sligt netop
som en Overgang, der hurtig fortager
sig. Men jeg oplever vist ingen
Forbedring i saa Henseende mere, og det
kan gjøre En saa besynderlig fremmed
i Verden.
Kontrollørens var Fantaster, og de
var Svæklinge; men paa Ullerupgaarden
— som man ogsaa ser oppe fra
Bankerne — levede nogle Mennesker, som
for mig staar som nogle af de
skjønneste, jeg har kjendt, sunde,
livshen-givne, kloge og naive. Og nu bagefter
kan jeg se, at de ogsaa paa tiere
Maader var meget mærkelige
Mennesker.
Deres Tarvelighed i Henseende til
Dragt og Soignering og til det grove
Arbejde, de kunde tage sig paa, var
næsten ubegrænset — jeg taler her
om Mandfolkene i Familien. De var
ringere klædt end de fattigste Tiggere
i Sognet. Man fortalte om dem, at
naar de havde slidt deres Hosefødder
op, saa blev disse ikke stoppede, men
simpelt hen skaarne af; der blev
bundet for det resterende af Strømpen med
Sejlgarn, og saa gik man paa Skafterne.
Dette var maaskee ikke sandt, men hele
Dragten var i den Stil, at det godt
kunde være sandt.
Sligt vilde jo ikke være saa
underligt hos vilde, gale og forsorne
Mennesker, der havde opgivet det hele og lod
staa til ud i det Bundløse. — Men
Brøndums paa Ullerupgaard var visselig
ikke vilde og gale eller forsorne
Mennesker, der lod staa til. Det var solide
rolige Folk, der efterhaanden sad og
blev velhavende. Det var Folk, hvor
Forholdet mellem Månd og Kone,
mellem Forældre og Børn var det
skjønneste og fortroligste, man kan tænke
sig. — Naar man var saa tarvelig i
Dragt og ydre Væsen, saa var det alene,
fordi man fandt, det var det
bekvemmeste; gjaldt det noget, saa kunde man
jo altid trække i de pæne Klæder og
være dannet. Og saa var man naturlig
dannet, lidt ræveagtig, lidt indsmigrende,
men ganske sig selv.
Hin yderste Tarvelighed kunde jo
ogsaa let forstaas hos Mennesker, der
slet ingen Stolthed havde, hos
philoso-phiske, æsthetiske eller religiøse
Slud-skepetere. Men Brøndums var ingen af
Delene, og de havde megen Stolthed,
de var store Aristokrater, og hævdede
deres Fornemhed, trods Tarveligheden,
som en Selvfølge. Gamle Brøndum sagde
»Du» til alle Bønderne i Sognet, og
Bønderne sagde »De» til ham. Og dette
var ingen Anmasselse fra hans Side.
De følte det som en Venlighed, naar
han sagde »Du», og vilde have anseet
sig selv for frække Knægte, om de
havde brugt den samme Tiltale til
ham.
Uordenen paa Ullerupgaard — ihvor
stor den var — maa ogsaa have været
af en egen Art. Thi den virkede aldrig
hverken griset eller snudsket. Det Snavs,
man kan faa paa sig ved en Andejagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
