Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - M. Goldschmidt. Födt den 26 oktober 1819. Af Hans Kyrre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
M. GOLDSCHMIDT
Noget ingaaende Kendskab til
Hebraisk havde Goldschmidt ikke selv,
men med Digterens Evne opfattede og
anvendte han den særegne jödiske
Stemning, han som Barn havde indsuget.
Faa denne Evne beror den kunstneriske
og poetiske Virkning af hans jödiske
Skildringer, og den vilde næppe
forstærkes ved en kritisk-filologisk Kommentar
til de hebraiske Ord og Talemaader,
han anvender.
Talmud er, om end den vigtigste,
saa dog ikke den eneste Kilde, til denne
Stil. Ogsaa Bibelen, især Det gamle
Testamente, öste han af. I Fortalen til
den dramatiske Digtning »Rabbi Eliezer»
skriver han: »Jeg valgte jödiske
Personer, dels fordi de kom min Fölelse
nærmere, dels fordi de give Anledning til en
Diction, der, stöttet paa Bibelen, passer
saa godt som til alle Tider og Steder
og altid indeholder en vis Kultur og
Dannelse uden at forhindre Energi og
Lidenskab.»
En senere Kilde er en engelsk-jödisk
Avis, »The Jewish Cronicle and
He-brew Observer», hvori der findes en
Rigdom af gamle jödiske Legender. En
Del enkelte Numre og löse Udklip
findes blandt hans efterladte Papirer.
Trods det særprægede,
fremmedartede Element mister selv Goldschmidts
»jödiske» Digtning aldrig sin Danskhed.
»I visse Maader findes de danske
alligevel.» Paa alt, hvad han förer i sin Pen,
gælder de kendte Linier af Georg
Brandes: »Altid svulmer hans Stil i den blöde
Bölgegang, der udmærker vor Jordbund,
vore Sunde og vort Sprog.»
Selv den grundigste Efterforskning
vilde aldrig naa til Bunds i de talrige
Strömme, der bærer Elementer til en
saa rig og personlig levende Stil som
Goldschmidts; og om det end lykkedes
en skarpsindig Filolog at faa dem alle
belyst, vilde han dog komme til at staa
som Fysiologen, der med sikkert
Kendskab til hver Muskels Leje, hver
Knogles Bygning og de fineste Nervers Bane
lige saa lidt som enhver anden kan
forklare det, der er Hovedsagen: Kraften,
der bevæger, Aanden, der levendegör,
— med eet Ord Livet.
Om en Skribent fik i Sinde at gaa
til Goldschmidt for at lære Stilkunst,
skulde han ikke begynde med at
studere ham filologisk. Vejen er en ganske
anden, siger han selv: Man skal i Livet
styrke sin Karakter, udvikle sin
Skön-hedssans og Selvkritik. »Hvad
fortjenstligt eller fejlfuldt der er i min Stil, er
vokset frem i Wiens, Paris’s Saloner,
mellem Mænd og skönne Kvinder, paa
Schweiz’s Bjerge, i Venskab og
Fjendskab med Menneskene, og i Rom
mellem Vatikanets, Capitoliums og Villa
Albanis antike Former, som ikke blot
er Form, men Stil, Aand og Legeme
i Et.»
519
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
