Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - To Skuespillere. Af I. C. Normann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I. C. No r mann
vidste han, vilde ikke klæde hans
undersætsige Krop, og han gjorde derfor som
Hamlet kun sparsomt Brug af store
Gebærder; hans eget Ansigt var glat,
blot af og til skygget af en forbitret
Rynke, altsaa mimede hans Hamlet ikke
uheldsvangert. Men alt dette i samlet
Sum synes ikke i Stand til at skabe Epoke;
naar Höedt ikke desto mindre gjorde det,
var det fordi han virkede saa overordentlig
naturlig i et stærkt gestikulerende og
deklamerende Ensemble, som spillede
Shakespeare i traditionel
Oehlenschläger-stil, og — ikke mindst — fordi Tidens
Lösen nu var: reel Karakteristik og naturlig
Optræden selv i det patetiske Repertoire.
Ogsaa i de moderne franske og
danske Roller, som hurtigt blev tildelt Höedt,
der snart fik Ansættelse som kgl.
Skuespiller, virkede han naturligere end sine
Medspillende, som agerede paa
overleveret Teatermaner (med Totredjedel
af Ansigtet bestandig vendt ud mod
Tilskuerne o. 1.), mens han stræbte at
fore sig mer utvunget, som den
selskabsvante Levemand han var, og med den
födte Kausörs Evne gav sig hen i
Samtalen med de andre, der konverserede
aandfuldt med Pariserteaterjargon fra
1830erne. Med Hensyn til skarp
Karakteristik var det derimod kun saa som
saa, hvis han ikke tilfældigvis skulde
forsvare noget i Figuren, som ogsaa var
personligt for ham. Kritiken fremhævede
ham egentlig kun, naar han spillede
ironiske Ræsonnörer af et skarpt, bittert
Lune, der var i Slægt med hans eget,
eller naar han, sammenbidt hadefyldt,
fremstillede sit Ideals Kontrapart, sin
egen polære Modsætning: en
samvittighedslos, pengegrisk Forforer som Chavarot
i Hjertet og Pengene af Mallefille. Ellers
gjorde han sig ikke særlig gældende i
et Ensemble, som var saa rigt paa födte
Talenter og berömt langt ud over
Landets Grænser.
Efterhaanden stod der da ikke mer
Sensation om hans Person og han trængte
til den for at tro paa den Mission, han
erklærede, at han havde, da han efter saa
langvarig Töven overvandt sig til at træde
frem paa Scenens Podium. Desværre
for ham havde han ikke i I. L. Heiberg
truffet en Leder med virkeligt Initiativ
og med stort Syn paa Teatrets Maal.
Tværtimod. Höedt havde lige efter
Hamlet forlangt at spille Richard den
tredje, af hvis afmægtige Renden Storm
mod en forfölgelsessyg Skæbne han fölte
sig naturligt tiltrukket, men han mödte
afvisende Kulde. Erindrer man Höedts
Natur og Form for Fremstilling, kan man
vel tvivle om, at han med storladen
Styrke kunde foregögle sig og gengive
Richards blodtörstige Synskhed, men
alligevel var det farligt for ham at faa
altfor god Tid til at overtænke, om han
monstro magtede Opgaven eller ej, og
farligere blev det, da andre nærmere
liggende Opgaver blev ham nægtet. Hans
gode Forsaitter blev nemlig nu til Snak,
til Rummel i Kulisserne; han stod til
Slut som den altid vaagne Oppositions
Förer, maatte göre sig dertil for at holde
Troen paa sin Mission i Live, han var
kort sagt ved at omkomme i en
Tilværelse, der lignede den för Afrejsen til
Udlandet, indtil han pludselig faldt paa
en Smule Obstruktion i Teatertjenesten
og blev sat ud af Spillet. Heldigvis. Ti
i samme Ojeblik tog Teatrets förste
mandlige Kraft, og Höedts fuldtro Ven, med
Indignation sin Afsked. Og til Held
for dem begge stillede Teaterdirektör
Lange Hofteatret til deres Raadighed.
Den fölgende i dansk Teaterhistorie
saa berömte Sæson (1855—56) havde
udadtil til Fölge, at Heiberg maatte
forlade Direktörtaburetten, hvorpaa de to
Udbrudte vendte tilbage i Triumf, men
indadtil, for Wiehes kunstneriske
Udvikling, skulde den vise sig at have haft
134
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
