Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Gerhard Gran. Av Fredrik Chr. Wildhagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran
dorn, der selvsagt er en conditio sine
qua non, i tilstrækkelig grad besidder
den myndighed, som giver hans ord
vegt, den charme, som gjör dem
tiltrækkende, og den moderne aand, som
er nödvendig for, at han skal være i
samfund med den ungdom, han skal
paavirke.» Slik skrev Gerhard Gran
forrige gang professoratet i
litteraturhistorie var ledig. Han hævdet at man
om ingen norsk fagmand kunde si at
»han er inanden». Vi maatte hente
ham fra Danmark: helst Georg Brandes
eller ogsaa Valdemar Vedel.
Kort tid efter at Grans artikel hadde
staat i »Samtiden», hadde det meldt sig
flere norske ansökere til professoratet
end til nogen anden universitetsstilling
herhjemme. Gran var en av dem.
Men ingen av dem var »manden».
Hvad var det da som manglet hos
Gerhard Gran? Nu vilde han vel ha
raad til at si at det var den lærdom
»der selvsagt er en conditio sine qua
non». Kanske han vil tilföie at han
slet ikke hadde tænkt sig selv som
ansöker da han skrev sin artikkel.
Det sidste vil vi selvfölgelig ikke
tro. Det förste kan vi forsaavidt gaa
med paa som det vilde være ganske
faafængt at hævde at Gran manglet
myndighet, charme eller moderne aand.
— Men lærdom vil si saa mangt, særlig
i Gerhard Grans fag. Specialviden er
ikke alt, ikke engang hovedsaken. Det
er sandsynlig at Gran ikke var den
ansöker som besad mest av den vare.
Besiddelsen av den betyr saa litet, evnen
til at erhverve den og evnen til at bruke
den er det avgjörende.
Orientering, overblik, levende sans
for sammenhæng har ogsaa rang som
»lærdom» i dette fag.
I ethvert fald visste Gerhard Gran
hvad han gjorde. Aaret efter hadde
han seiret i konkurrancen og fik sin ut-
nævnelse. Trods forhaandsartiklen var
han sikkert enig med den komité som
erklærte ham for »manden».
Hvem var han?
Det var intet glansfuldt ved hans
akademiske data. Eksamensdux var
han aldrig, studierne hadde neppe artet
sig helt regulært. Men det var ingen
stöiende deltagelse i offentlig studenterliv
som hadde distrahert ham.
Tiden selv böd paa overflod av
distraherende momenter. Det var i
1874 Gerhard Gran blev student. Det
norske universitet tok sig dengang ut
som en underlig aandskarantæneanstalt
— i professorerne Lochmanns og Gisle
Johnsons tegn. Al styggedom fra
Darwin, fra naturvidenskapelig livssyn og
fra positivistisk filosofi var banlyst;
aandelig uniformitet raadde i landet,
præget av universitetets stöpeske.
Mislydene var sjeldne og dæmpede.
Indtil tidens fylde kom. Fra midten
av 70 aarene jaget en storm ind over
vort lille kultursamfund. Georg Brandes
blev ungdommens förer ogsaa i Norge,
de utsyn han aapnet, skapte nye
aands-vilkaar. De unge tok imot med
graa-dige hænder, svelget i evolutionistisk
tænkning og naturalistisk roman.
Gerhard Grans studietid varte fra
74 til 81. I en del av sine mindre
arbeider har han meddelt træk fra disse
aar, men selvfölgelig ikke fyldige nok
til at jeg kan driste mig til at tegne et
billede av student Gerhard Gran. Men
en enkelt side av rammen om billedet
tror jeg at ha öie paa: »Irgens
Hansens hybel».
Bergensungdommen er den
geschäf-tigste ungdom i Norge, derfor er den
enten morsommere eller
kjedsommeligere end al anden ungdom. Den
forstaar altid at »lave noget». I
foreningsliv, selskapsliv, overalt finder man
258
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
