Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Leonora Christine Ulfeld. Av Bering Liisberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bering Liisberg
hvem han blev en øm og kærlig
Ægtemand. Og Christian IV var en i høj
Grad trofast Natur, hvem blot Tanken
om at nogen kunde bryde et givet
Løfte faldt haardt for Brystet. Da han
i 1643 i Anledning af nogle
Byggearbejder i Glückstad ønskede at laane en
mindre Sum Penge hos de holstenske
Adelsmænd, mærkede han til sin
Forbitrelse, at nogle af dem trykkede sig
ved det. Og endelig slap det ud af
Henrik Rantzau, at de vidste jo nok,
de trygt kunde stole paa Kongens Ord
og Forskrivning, men — Hs. Majestæt
var jo alt en gammel Månd, de haabede
jo selvfølgelig alle, at han maatte leve
længe endnu, men hvilken Sikkerhed
havde de for, at hans Søn og
Efterfølger vilde anerkende hans Forpligtelser?
»Da ergrimmte der alte Herr in
seinem Sinn, dass er weiss wurdt wie
ein Tuch, und die Lippen fingen ihm
an zu beben, undt antwortete mit diesen
Worten: »Heinrich, ich hinterlasse zwene
mannbahre Söhne, undt wüsste ich, dass
einer darunter were, der nach meinem
Tode meine Händt nicht respectiren
undt mein Glauben salviren solte, ich
wolte ihm mit dieser meiner Händt
selber den Halss umbdrehen, er magk
auch so gros undt mannbahr sein, wie
er will!»
Troskab blev i gamle Dage betragtet
som den ypperste af alle gode
Egenskaber. Det var den Følelse, paa
hvilken et Samfund grundedes og byggedes
op. Den traadte ind for Kærlighed og
for Blodets snævreste Baand. Den bandt
Kvinde til Månd i Ægteskab, — der
oprindelig og langt ned i Tiden var et
Køb, — Svenden til sin Herre i det
daglige Liv, Månd til Månd i
Fostbroderskabet og Mænd til Mænd i Gilderne.
Den Månd, der ikke havde en Broder,
han trygt kunde stole paa, var ilde
stedt: Bar er Broderløs bag!
Men lykkeligst den Månd, der i sin
Hustru havde en trofast, aldrig
svigtende Hjælp og Støtte.
Leonora Christine var sin Fars ægte
Datter. Af sin Samtid beundredes hun
for sin Skønhed, sin fornemme
Fremtræden, sin høje Dannelse, sine
Kundskaber og Talenter, »hendes statelige
Ingenium og ypperlige Judicium». Men
naar vi, efter 300 Aars Forløb, bøjer os
for hende, er det ikke i Beundring for
den typiske højbaarne Renaissance Dame,
men det er for hendes Personlighed, hvis
dybeste Væsensmærke: Troskaben har
forlenet hende med noget af Sagatidens
alvorsfulde og ophøjede Storhed.
Den stærke Evne til med Trofasthed
at bevare et Indtryk, et Minde, lægger
sig for Dagen i hendes tidligste
Ungdom. Levende og malende -— thi
Leonora Christine saa med en Malers Øje
og førte det oplevede i Pennen med en
Kunstners Haand — fortæller hun selv
i sin franske Selvbiografi om en af sine
første Barnesorger, som ramte hende i
hendes syvende Aar, da hun en Tid
var sendt ned til Christian IV’s
Søsterdatter, der var gift med Grev Ernst af
Nassau, Statholder i Friesland.
»Grev Ernst havde en Søn paa 12
Aar omtrent. Han kom til at holde af
hende — L. C. taler helst om sig selv
i tredie Person — han forsikrede, at
han elskede hende og hun en Dag
skulde blive hans Hustru, hvad ingen
endnu maatte faa Nys om, og hun
betragtede sig i al Hemmelighed som hans
Hustru. De skjulte sig ofte for de andre
Børn for at snakke med hinanden, og
han lærte hende at tegne, hvad han selv
havde Talent for, og en hel Mængde
latinske Gloser. Men denne Glæde
varede kun kort, thi efter et Aars Forløb
blev hun syg af Smaakopper. Og nu
fandt hans ældre Broder Vilhelm, der
altid havde gjort Nar af dem og deres
8~
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
