Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Johan Bojers digtning. Av Christian Claussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian CI atis s en
landbruk og fjösstel næsten er en skam at
snakke om.» — Den eneste fornuftige er
lærer Trang. Istedet for at politisere, har
han kjöpt nogen store myrstrækninger, og
»skam at si har arbeidet med at dyrke op
dem tat hele hans interesse»!
Den symbolske handling i bokens
slutning, hvor forfatteren med blodig ironi lar
Hegge og folkemötets spidser drive ut over
fossestupet under fuld musik, mens stroferne
av »jeg vil værge mit land», overdöves av
fosseduren, falder mindre heldig; men
förövrigt har fortællingen en fast og sikker
form med gode miljöskildringen
Det, som dypest set er drivkraften i
Hegges arbeide er ikke den politiske
interesse, men et ganske personlig
fölelses-motiv: hans sårede forfengelighet i forholdet
til Bergheimen, som rivaliserer med ham.
Uvenskapet, som opstår herav, föres så over
på politiken og ved denne
motivforskyv-ning glemmer Hegge det personlige i
forholdet. Han idealiserer sin skinsyke.
Efter dette betydelige arbeide skrev
Bojer de såkaldte eventyrsamlinger, På
Kirkevei og Rörflöiter?ie, ■—- mer allegorier
end eventyr og ikke særlig betydelige, samt
skuespillet Olaf den Hellige, som tildels har
gode tankemotiver. Og så möter han igjen
med en politisk roman, tre år efter den förste.
Den evige Krig (1899) er mer uensartet,
helhetsvirkningen derfor svakere. Den kan
neppe betegnes som en realistisk roman,
så stærkt typemæssige de fleste personer
er blit i idéens tjeneste. Hverken denne
eller den fölgende roman Moder Lea er
optat i samlingen av Romaner og
Fortællinger, hvilket formentlig betyr, att
forfatteren selv betragter dem som mindreværdige.
»Moder Lea» smaker stærkt av Zola. Her
sprænges virkelighetsskildringen i endnu
höiere grad. Det mest bemerkelsesværdige
ved boken tör være dens betoning av
kjærligheten til jorden og dens livgivende kræfter.
Disse blir her til utgangspunktet for den
jordiske evighetstanke som senere, særlig i
Den store hunger,får en skarpere utformning.
Med skuespillet Theodora står vi på
overgangen til en ny fase i Bojers digtning.
Politiken forsvinder for at gi plads for
andre problemer, som griper dypere ind i
det rent personlige. De mennesker, vi
herefter möter enten strander på en eller anden
idé, en fölelsesak, som har været deres
jordiske holdepunkt, eller de finder ind til
sig selv gjennem de store lidelsers lutring.
Fölelsesliv og hjertelag begynder nu at ta
sin ret og det gir verkerne mer
menneskelig varme. Dog får man også her av og
til föleisen av det konstruerede i
personernes liv.
Den nye række av romaner indledes
med En Pilgrimsgang. Forfatteren er nu nådd
til fuld selvstændighet i form og stof og
nye felter trækkes ind i digtningen. En
Pilgrimsgang er en trist fortælling om en
ung kvinde, som er blit forfört og som i
fortvilelsen har git sit barn fra sig for al
tid. Men snart våkner morsfölelsen og
lænselen efter barnet blir til en aldrig hvilende
lidenskap. Den bringer hende til at ægte
en månd, hun ikke elsker, for at kunne
skaffe penger til eftersökelsen. Snart
forlater hun ham og i evig uro drives hun
resultatlöst fra sted til sted, landet rundt.
Höidepunktet i indgående sjælsanalyse
når Bojer i sin næste roman, Troens Magt
(1903). Den er glimrende skrevet, men
kjölig sonderende, mer en sjælsstudie, end
en personlig fölt menneskeskildring. Med
den vandt Bojer europæisk berömmelse og
tilmed det franske Akademis prisbelönning.
Det er en dyptgående psykologisk
un-dersökelse av det ubevisste eller
halvbe-visste, egoistiske selvbedrags virkemåte.
Historien om en, eller rettere om to mænd,
som efterhvert hildes mer og mer i sin
indbildte fölelse av forurettelse, indtil de
begge tror sig skyldfri og læsser hele
forbrydelsen over på motparten. Det er også
historien om hvorledes en liten lögn, idet
den vokser og vokser, griper ind i to
menneskers liv og gjör dem begge hver på sin
måte til forbrydere, mens de tilsidst står
skyldfri i egne öine. Og det bringer
forstyrrelse og ulykke videre utover.
Storbonden Knut Nordby har ståt god
for den netop fallerte handelsmand Wangen
for 2,000 kroner. Dette vil han gjerne
skjule og da det fortælles ham, at Wangen
skal ha skrevet falsk, lar han vedkommende
få det indtryk, at rygtet taler sandt.
Forsöker så bakefter at få lögnen stanset, men
rygtet er allerede ut over bygden.
Wangen på sin side blir naturligvis
rystet over Nordbys påstand. Og nu er
djævelen lös. Fra Wangens parti slynges
alslags beskyldninger ut mot Nordby. Denne
opirres til rasende forbittrelse som
efterhvert fordunkler sandheten for ham, mens
272
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
